Bøder og straf løser ikke alle problemer

Bøder og straf løser ikke alle problemer

Elever med stort fravær har brug for støtte, ikke at deres forældre bliver straffet økonomisk.

Af Mette With Hagensen, landsformand, Skole og Forældre

Regeringens forslag til at bekæmpe parallelsamfund betyder blandt andet, at forældre skal trækkes i børnepenge, hvis deres børn har mere end 15 procents fravær i skolen.

For mange børn og forældre handler det imidlertid ikke om sjusk, slendrian og manglende vilje, når børnene bliver væk fra skolen. Fra Skole og Forældres forældrerådgivning ved vi, at nogle børn eksempelvis kæmper med angst og skolevægring.

Børn med massivt fravær får det ikke bedre af, at forældrene mister næste kvartals børne- og ungeydelse. Det er jo ikke, fordi de er ude at snolde børnepengene op sammen med forældrene, at de ikke kommer i skole. Der er meget andet og mere på spil i disse børns liv end børnecheck og fraværsprocenter.

Et træk i børne- og ungeydelsen vil ikke få disse børn til at komme mere i skole, deres problemer kan endda vokse sig endnu større, ved at de indirekte kan være med til at gøre familiens økonomi endnu mere stram.

Der findes allerede lovgivning, som pålægger skolelederen at reagere og agere, hvis eleven har meget ulovligt fravær, og rigtig mange skoler gør en stor indsats for at få nedbragt fraværet. Værktøjerne til at bringe elevernes fravær ned findes og bruges. De elever, som på trods af skolens indsats, har et stort fravær har brug for hjælp og støtte, de har ikke brug for at blive straffet økonomisk.

Jeg har også svært ved at forestille mig, at det skulle være særlig effektivt mod parallelsamfund at straffe forældrene, hvis børnene ikke deltager i nationale test.

I mange tilfælde kan det være problemer med sproget, der gør, at efterkommere fra ikke-vestlige lande sakker bagud i skolen. Derfor er det en god idé med en tidlig sprogindsats inden skolestart. Der er elementer af denne karakter i regeringens plan – og det skal regeringen have ros for.

Sproget betyder imidlertid også noget, når børnene har været i skole nogle år. Typisk bliver sproget mere komplekst på mellemtrinnet. Det betyder, at nogle af de børn, der har tosprogede forældre, bliver hægtet af på det tidspunkt. Skole og Forældre havde gerne set en særlig indsats for de elever og deres forældre i regeringens plan.

Regeringen vil også sende lærere og pædagoger i fængsel, hvis de ikke laver underretninger nok på elever, der har problemer. Som jeg forstår pædagoger, lærere og socialrådgivere er problemet i dag det omvendte. Der bliver skrevet så mange underretninger fra skolerne, at socialrådgiverne ikke har ressourcer til at følge op på de underretninger, der allerede bliver lavet i dag. Regeringens forslag vil bare gøre det problem værre.

Generelt synes jeg, at regeringens forslag på folkeskoleområdet bærer meget præg af straf og pisk til forældre og ansatte. Der mangler positive forventninger til, at både børn, forældre og ansatte gør sig umage hver dag og en del af forslagene kommer næppe til at virke efter hensigten. Regeringens værktøjskasse på folkeskoleområdet i udspillet om parallelsamfund er simpelthen for lille.

Forhandlingerne om regeringens udspil skal snart i gang i Folketinget. Min opfordring til regeringen er at lytte til parterne omkring skolen – børnene, de ansatte og forældre.

Vi vil gerne løse problemerne i folkeskolen, så alle børn får mulighed for at lykkes i skolen.

Senest opdateret den

31. oktober 2018

af

sp

Læs også

Rasmus_formand
22.09.21
Fast tilbud i alle kommuner til børn med mistrivsel
Problemer med unge, der føler sig ensomme, udvikler angst eller skolevægring, gør det nødvendigt med et fast evidensbaseret kommunalt tilbud, der kan...
Rasmus_formand
01.07.21
Årsager til skolefravær skal ofte findes i skolen
Problemer med elevers fravær løses ikke ved kun at kigge på familierne.