Børn, ikke inklusionsbørn

Børn, ikke inklusionsbørn

Der er efterhånden ingen grænser for, hvilke problemer i den danske folkeskole, som inklusionsbørn skal bære ansvaret for.

Begrebet INKLUSIONSBØRN er blevet en del af den daglige debat, og der er efterhånden ikke grænser for, hvilke problemer i den danske folkeskole, som disse inklusionsbørn skal bære ansvaret for.
Senest forsøgte en journalist at kæde antallet af omgængere i børnehaveklasserne sammen med den øgede inklusion i folkeskolen. Det var meget svært at overbevise den ivrige journalist om, at det nok var kravet om, at alle børn skal begynde i skole det år, de fylder 6 år, og ikke INKLUSIONSBØRNENE, der var årsag til stigningen.

Projektet med inklusion i folkeskolen er efter min opfattelse blot den dråbe, som har fået glasset til at løbe over i nogle af klasserne på landets skoler.
Gennem de sidste år er klasserne blevet meget store. Det er ikke længere usædvanligt, at der er 28 elever i klassen, også i de små klasser. De store klasser er en udfordring med støj og uro til følge. Mange skoler er blevet lagt sammen, og det har også udfordret klassekulturen, da man de fleste steder etablerer helt nye klasser. Det tager tid at få etaberet en ny klassekultur og et godt samarbejde mellem skole og hjem.

Inden jeg bliver anklaget for at være naiv og ikke ville anerkende, at der er problemer med inklusion i folkeskolen, så vil jeg lige slå fast, at: Jo, der er problemer med inklusion nogle steder, og der er meget, der kan og skal gøres anderledes før at alle børn får gavn af at gå i en klasse, hvor børnene er forskellige.

Men det er ikke børnene, der har hverken skyld eller ansvar for inklusion, der går skævt, det er de voksnes ansvar. Vi ved både fra Danmark og fra udlandet, at god inklusion, hvor alle børn er inkluderede i det faglige, det sociale og det fysiske fællesskab i klassen er til gavn for alle børn, så derfor er god inklusion en god ide, og god inklusion kræver, at rammerne er i orden.

God inklusion bygger på tryghed, trivsel og tillid, og det er skolens og forældrenes ansvar i fællesskab at opbygge tryghed, tillid og trivsel for alle børn.

Kommunernes opgave er at stille de nødvendige rammer til rådighed. Skolerne skal altså have de nødvendige hjælpemidler, efteruddannelse og specialuddannede personale til rådighed. Kommunerne er skoleejere, så derfor er det deres pligt at sørge for disse rammer.

Skolens opgave er at lave en god skoledag for alle børn, og det kræver veluddannet personale og personale nok til opgaven. Opgaven løses bedst i samarbejde med forældrene, både samarbejde mellem skole og forældre og samarbejde mellem forældre.

Hvis der i klassen er et barn med voldsom allergi vil alle forældre helt naturligt blive informeret om allergien, og om hvordan de skal forholde sig, hvis uheldet er ude og barnet får en allergisk reaktion.

Den åbenhed bør vi også have omkring diagnoser og handicaps, for viden giver forståelse og indsigt og på sigt også tryghed, når man forstår baggrunden for barnets adfærd og kan handle i de situationer, som opstår.

Lad os slette begrebet INKLUSIONSBØRN fra debatten og begynde at tale om BØRN, og om hvordan vi sammen får skabt gode rammer for alle børns skolegang. Både dem med allergi, dem med diagnoser og dem der kan lide Justin Bieber, så alle børn kan blive en del af fællesskabet i klassen. Så skal vi nok få inklusion til at lykkes.

 

 

 

Senest opdateret den

28. oktober 2015

af

fzb

Læs også

18.01.17
Ja, ja - elevfravær er forældrenes skyld
Elevfravær er forældrenes ansvar, men vi har brug for hjælp fra skolen, når eleverne bliver væk.
13.10.16
Kvalitet, kvalitet, kvalitet
Tal om kvalitet i folkeskolen. Også i de kommuner, der har stram økonomi og faldende børnetal. Sådan lyder opfordringen fra Skole og Forældres...