Skolebørn nr. 3 2016

Skolebørn nr. 3 2016

Ny undersøgelse fra Magasinet Skolebørn: Mange elever skal have it-udstyr med i skole

Det er gratis at gå i folkeskolen i Danmark, men det kan nemt blive en dyr fornøjelse i disse år, hvor skolen bliver digitaliseret. Flere forældre oplever nemlig, at skolerne beder eleverne om selv at tage tablet eller computer med til brug i undervisningen. Det viser en undersøgelse fra organisationen Skole og Forældre, som er omtalt i august-udgaven af magasinet Skolebørn.

Af de 882 forældre, der har svaret, oplever 23 %, at skolen opfordrer deres barn til at tage eget udstyr med, og godt 8 % oplever, at skolen ligefrem kræver det.

Mens 35 % af forældrene angiver, at det ikke er noget problem, synes 38 % ikke, det burde være nødvendigt, selv om de har mulighed for det.

De 38 % er udtryk for, at ingen forældre vil stå i vejen for deres børn, men ønsker at leve op til skolens forventninger. Så sender de udstyret med, selv om de bliver udfordret på deres principper, og det ikke var derfor, de valgte folkeskolen,

siger formand i Skole og Forældre, Mette With Hagensen, til Skolebørn.

Forbudt at presse forældrene

Når skolerne opfordrer forældrene til at lade computeren komme med i tasken, følger de en såkaldt Bring Your Own Device-strategi, som regeringen og kommunerne har lagt i fællesskab. Ifølge såvel tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) som formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, Anna Mee Allerslev (R), må skolerne ikke presse forældrene til at lade børnene tage computer eller tablet med i skole.

Undersøgelsen viser imidlertid, at 8 % af forældrene føler sig så pressede, at de køber udstyr, selv om de egentlig ikke har råd. A andre 8 % er bekymrede over, at de ikke har råd.

Vi må få kommunerne til at forstå, at det her må de ikke. Man går jo heller ikke ud til kommunens ansatte og beder dem tage deres egen computer med på arbejde,

lyder det fra Mette With Hagensen, Skole og Forældres formand.

Digitale læremidler motivere

Skolebørn har også spurgt forældrene til digitale læremidler, og her viser tallene, at:

  • 8 % oplever, at deres børn har digitale læremidler i alle fag
  • 36 % oplever, at der er digitale læremidler i mange fag
  • 47 % oplever, at de digitale læremidler motiverer mere end bøger

Skolebørns digitaliseringstema beskæftiger sig også med, hvad der skal til, for at it virker i undervisningen, hvordan eleverne selv foretrækker at arbejde og hvilke roller, elever, lærere og forældrene skal spille i fremtidens digitale folkeskole.


Det trykte magasin sendes til dig som er skolebestyrelsesmedlem på Skole og Forældres medlemsskoler og som abonnent i Post Danmarks omslag (OBS. evt. sammen med reklamer).

Skolebørn udkommer også i en ny online-version, som alle forældre på medlemsskolerne kan få adgang til gennem forældreintra.

Næste magasin Skolebørn nr. 4 2016 omdeles d. 4. november 2016.

Senest opdateret den

10. februar 2017

af

lej

Læs også

09.11.16
Skolebørn nr. 4 2016
Voksen-mobning går ud over eleverne
10.02.17
Skolebørn nr. 1 2017
Stort tema om forældrenes rolle i skolen