Velkommen til landsmøde 2014

Velkommen til landsmøde 2014

Skole og Forældres landsmøde et af årets højdepunkter

For mig er Skole og Forældres landsmøde et af årets højdepunkter. Det er på landsmødet vi vælger foreningens politiske ledelse, fastsætter den politik, som foreningen skal arbejde med det næste år, og så er Landsmødet lige dele formelle beslutninger, heftige debatter og en fætter-kusinefest for skolebestyrelsesmedlemmer fra hele landet.

Ved mit første landsmøde i 2006 fulgtes jeg med erfarne landsmødedeltagere fra min egen kommune. Jeg blev introduceret til mange rutinerede landsmødedeltagere og følte mig hurtigt som en del af fællesskabet. På det landsmøde sugede jeg mange erfaringer og gode ideer til mig fra de andre landsmødedeltagere, og jeg blev så grebet af gejsten og entusiasmen blandt deltagerne, at jeg lige siden altid har glædet mig til endnu et landsmøde i Skole og Forældre.

Allerede før sommerferien begynder planlægningen af årets landsmøde. Medlemmerne bliver bedt om at udpege delegerede og melde sig til landsmødet. Både på sekretariatet og i hovedbestyrelsen følger vi tilmeldingstallene med spænding. Bliver vi flere eller færre, hvor kommer de fra, og er der mange nye delegerede?

I år er vi et godt stykke over 200 delegerede til landsmødet. Så stort et antal har der ikke været de sidste mange, mange år! Wauw, hvor er det fantastisk, at så mange engagerede forældrevalgte vil bruge en weekend sammen, for at udveksle erfaringer og gode ideer og sætte den politiske kurs for foreningen.

Mange af deltagerne er nye, både i skolebestyrelsen og i landsmødesammenhæng. De erfarne medlemmer glæder sig til at tage imod de mange, som gerne vil være med til at gøre en forskel på deres børns skole. Det var jo netop den gode modtagelse fra de erfarne, der fik os alle til at komme til landsmøde igen og igen.

På de sidste to landsmøder har vi talt om skolereformen, der var på vej. Endelig i år kan vi tale om, hvordan reformen er kommet i gang ude på skolerne og hvordan skolebestyrelserne arbejder med implementering af reformen, de nye principper og tilsynet med kvaliteten på vores børns skole.
Billedet i medierne er meget broget, meget fungerer, men der er også plads til forandring og forbedring på mange områder. Landsmødet er en oplagt mulighed for at dele erfaringer og få inspiration til arbejdet hjemme i vores egen skolebestyrelse.

Jeg glæder mig til at lære alle de nye at kende og møde gamle venner, og bruge et helt døgn sammen med ildsjæle fra hele landet.

Vel mødt til landsmøde 2014.

Senest opdateret den

5. marts 2015

af

fzb

Læs også

24.11.16
Folkeskolen flygter fra forældrene – ikke omvendt
Kommunerne har nedlagt 300 skoler de sidste 10 år og reduceret forældrenes indflydelse. Det koster selvfølgelig folkeskolen elever.
04.09.14
Glædeligt, at eleverne har det godt i skolen
Nye resultater fra SFIs børnepanel på 9000 elever i 5.-7. klasse viser, at langt de fleste elever, også de inkluderede, både individuelt og...