Hold dialogmøde om folkeskolereformen

Hold dialogmøde om folkeskolereformen

Læs forslag til køreplan for implementeringen af folkeskolereformen.

Det bliver et travlt forår for kommuner, skolebestyrelser og skoler, fordi implementeringen af folkeskolereformen skal tilrettelægges i løbet af foråret 2014.

Her er et forslag til køreplan for skolebestyrelsernes arbejde:

Husk høringssvar!
Mange kommuner har allerede taget en række beslutninger om folkeskolereformen,som kommer til høring i løbet af disse måneder. Det er vigtigt, at skolebestyrelserne får lavet høringssvar til disse kommunale beslutninger.

Hold dialogmøde
Skole og Forældre opfordrer til, at kommunerne og skolebestyrelserne afholder et dialogmøde i løbet af 1. kvartal 2014, hvor folkeskolereformen er på dagsordenen, så kommunerne kan få input fra skolebestyrelserne og så skolebestyrelser og kommuner i fællesskab kan lægge en slagplan.

Nye eller reviderede principper
For skolebestyrelserne er det i løbet af foråret vigtigt at lave nye eller revidere principper på en række områder. Principperne skal tage hensyn til de rammer kommunalbestyrelsen fastsætter for skolereformens indførelse i kommunen.

Princippet for skole hjem samarbejde skal revideres, fordi princippet nu også skal indeholde formuleringer om, hvilket konkret ansvar både skolen og forældrene har i dette samarbejde.
Se i denne forbindelse Skole og Forældres formands blog om emnet og et tidligere udarbejdet eksempel fra Ny Holte Skole.
(Se yderligere i bemærkningerne til lovforslaget om folkeskolereformen side 77)

Der skal laves et nyt princip for det forpligtende samarbejde med lokale foreninger og kulturinstitutioner.

Det er vigtigt at få lavet et princip for den nye understøttende undervisning, herunder lektiecafe, bevægelse i løbet af skoledagen og hvilke aktiviteter, som skolen i øvrigt ønsker skal udfylde den understøttende undervisning.
Skole og Forældre opfordrer i den forbindelse skolebestyrelserne til at overveje, hvordan målsætning og konkret feedback til hver enkelt elev kan blive en del af den understøttende undervisning, eksempelvis i form af løbende individuelle elevsamtaler med udgangspunkt i elevplanerne.

I forbindelse med den nye arbejdstidsaftale for lærerne kan det også være vigtigt, at skolebestyrelserne i samarbejde med lærerne får tilføjet nogle formuleringer til princippet for arbejdets fordeling mellem lærerne, der gør det muligt at holde skole hjem samtaler uden for almindelig arbejdstid. Dette princip kan også indeholde skolebestyrelsens overordnede kriterier for fordeling af forberedelse og evt. også principper for, hvordan skolebestyrelsen forestiller sig den nye sammenhængende skoledag generelt skal tilrettelægges. Det er vigtigt i denne forbindelse at tage hensyn til de rammer eller aftaler som kommunalbestyrelsen har sat for arbejdstiden.

Endelig indeholder folkeskolereformen også nogle klare mål for elevernes læring og trivsel. Skolebestyrelserne opfordres til løbende at føre tilsyn med, hvordan trivsel og faglighed udvikler sig på skolen.
Det kan dels ske gennem en status over skolens brug af elevplaner, nationale test, trivselsundersøgelser, konklusionerne fra lærernes APV og dels gennem kvalitetsrapporterne.
Skole og Forældre opfordrer skolebestyrelserne til at sikre sig, at forældrene løbende bliver underrettet om elevernes udbytte af undervisningen. Dette gøres bedst ved at få lavet eller revideret princippet om ”underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen” (§ 44 i Folkeskoleloven). Skole og Forældre finder det vigtigt, at et princip klart udtrykker ønsket om regelmæssige konkrete målsætninger for hver enkelt elev, regelmæssige evalueringer og opfølgninger. Princippet kan med fordel også omhandle, hvordan elevplanen skal være et dynamisk redskab til brug for elevens faglige, dannelsesmæssige og sociale udvikling. Læs mere om målsætning og feedback i Skole og Forældres magasin Skolebørn.

Se hele det vedtagne lovforslag til folkeskolereformen (L 51)

Skole og Forældre vil i løbet af de kommende måneder løbende udsende ideer til de ovenfor nævnte principper.

Udgivet den

17. januar 2014

af

sp

Læs også

02.04.24
Flere henvendelser om vold og overgreb end forventet
En gennemgang af samtlige henvendelser til Forældrerådgivningen i årene 2020-2024 viser, at der er flere henvendelser om vold og seksuelle krænkelser...
20.03.24
Ny aftale: Mere indflydelse til skolebestyrelserne
I den nye aftale, der er indgået mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, om...