Plads til forbedring, hvis alle elever skal blive så dygtige som de kan

Plads til forbedring, hvis alle elever skal blive så dygtige som de kan

Hver tredje forælder mener, at skolen kun i ringe grad motiverer deres barn til at lære, viser ny undersøgelse fra magasinet Skolebørn.

Læringsmål, feedback og et trygt læringsmiljø, hvor det er ok at fejle. Det er ifølge forskningen noget af det vigtigste for, at elever lærer mest. Hver tredje af forældrene oplever dog, at der på disse punkter er plads til forbedring på de danske skoler. Det viser en undersøgelse foretaget i januar 2015 med svar fra 600 forældre til børn i folkeskolen, der har tilmeldt sig Magasinet Skolebørns nyhedsbrev.

Det viser undersøgelsen:

30 % af eleverne har individuelle læringsmål, som deres forældre kender til.

12 % af eleverne får i høj grad løbende feedback på deres faglige udvikling, ifølge deres forældre.

46 % af forældrene oplever, at deres børn i høj eller nogen grad er nervøs for at begå fejl i timerne.

31 % af forældrene oplever, at skolen kun i ringe eller meget ringe grad motiverer deres barn fagligt.

22 % oplever i ringe eller meget ringe grad, at deres barn bliver tilstrækkeligt udfordret i skolen.

Inspiration fra tre engelske skoler: Her gør de dét, der virker

I det nye nummer af Skolebørn er der desuden reportager fra tre skoler i det nordligste England, der i flere år har arbejdet intensivt med læringsmål, feedback og læringsmiljø. Resultatet er tydeligt: Eleverne lærer mere. Deres udvikling svarer gennemsnitlig til en karakter mere i forhold til elever på andre engelske skoler.

Det nye nummer af Skolebørn er landet i medlemmernes postkasser i denne uge, ligesom forældre på medlemsskoler kan læse hele magasinet Skolebørn online, når skolen har lagt linket på forældreintra.

Læs hele artiklen

 

Udgivet den

04 februar 2015

af

fzb