Elevernes timetal
Undervisningstimetallet må ikke overstige 1400 timer pr. skoleår. Det kan dog overskride denne grænse, såfremt eleven har flere valgfag, eller såfremt undervisningsministeren har dispenseret for overgrænsen for enkelte skoler af pædagogiske grunde.
Undervisningstiden består af faglig undervisning, understøttende undervisning, pauser, motion og bevægelse i et omfang af gennemsnitligt 45 minutter om dagen, samt lektiehjælp og faglig fordybelse.
Denne skal placeres om eftermiddagen i ydertimerne, og det er frivilligt for eleverne, om de vil deltage i lektiehjælp og faglig fordybelse. Ifølge lov nr. 1641 af 26. december 2013 gøres lektiehjælp og faglig fordybelse dog obligatorisk for eleverne efter det folketingsvalg, der udskrives senest i efteråret 2015. Lektiehjælp og faglig fordybelse skal udgøre mindst 80 timer i børnehaveklassen til 3. klasse samt i 7.-9. klasse, og mindst 120 timer i 4.-6. klasse.
Inden for disse grænser er der i et bilag til folkeskoleloven fastlagt minimumstimetal for fagene dansk (330 timer i børnehaveklassen faldende til 210 timer i 4.-9. klasse), historie (30 timer i 3. og 9. klasse, 60 timer i 4.-8. klasse) og matematik ( 150 timer i 1.-9. klasse).
Bilaget til folkeskoleloven indeholder desuden et vejledende timetal for alle skolens øvrige fag.
I henhold til folkeskolelovens § 40, stk. 2 beslutter kommunalbestyrelsen på et møde antallet af skoledage i kommunens skoler. Efter § 44, stk. 2 udarbejder skolebestyrelsen principper for undervisningens organisering, herunder for undervisningstimetallet på hvert klassetrin.