Udviklingsarbejde
Folkeskolelovens § 55 beskriver skolernes muligheder for udviklingsarbejde. Undervisningsministeren kan tillade, at skolerne kan fravige folkeskolelovens bestemmelser med få undtagelser. Staten kan yde støtte til forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde. Mange kommuner har afsat en pulje penge til udviklingsarbejder på skolerne.
Hvis skolen ønsker at arbejde på en måde, som fraviger folkeskolens regler, skal skolebestyrelsen afgive udtalelse herom til kommunalbestyrelsen, jf. folkeskolelovens § 44, stk. 8.
Hvis kommunalbestyrelsen kan støtte indstillingen fra skolebestyrelsen, sendes indstillingen videre til Undervisningsministeriet, som kan give tilladelsen til at fravige folkeskolens regler. Hvis udviklingsarbejdet ligger uden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat, men inden for lovgivningens rammer, er det kommunalbestyrelsen, der har kompetence til at godkende skolebestyrelsens indstilling.
Siden 2009 har udfordringsretten været gældende. Det betyder, at en skole har mulighed for at søge om dispensation fra de gældende regler og afprøve nye måder at gøre tingene på. Det er muligt at ansøge om forsøg inden for hele folkeskoleområdet. Skolerne kan lave forsøg med for eksempel elevplaner, kvalitetsrapporter, prøver, valgfag, holddannelse, brug af mentorer i stedet for vejledere eller ledelse af centret for Ungdommens Uddannelsesvejledning. Dog skal formålet med lovgivningen være opfyldt under forsøgsperioden. Der må for eksempel gerne laves forsøg med andre former for elevplaner og kvalitetsrapporter, men ikke forsøg med at afskaffe grundlæggende elementer i elevplanerne eller kvalitetsrapporterne.