Undervisningskompetence
Dansk og matematik regnes hver for to fag som kvalificerer til undervisning i hhv. indskoling / på mellemtrinnet og på mellemtrinnet/ i udskolingen. I tidligere love om læreruddannelsen betegnedes de fag, som læreren har undervisningskompetence i, som linjefag.
Partierne bag folkeskolereformen enedes i 2013 om en målsætning, der betyder at alle elever senest i 2020 skal undervises af lærere, der har undervisningskompetence (kompetencedækning).
Derfor er der iværksat et stort efteruddannelsesprogram for lærere, som skal sikre, at alle lærere i 2020 kan opfylde målsætningen om undervisningskompetence. Der er afsat 1 mia kr. til dette uddannelsesløft.
Folkeskolelovens §40, stk 7 pålægger kommunalbestyrelsen at sikre, at lærerne i kommunens skolevæsen har undervisningskompetence fra læreruddannelsen eller tilsvarende faglig kompetence i de fag, som de underviser i (kompetencedækning). Kommunalbestyrelsen kan i helt særlige tilfælde med godkendelse af undervisningsministeren beslutte at fravige kravet om undervisningskompetence.