Eliteidrætsklasser
Normalt kan optagelse i en folkeskole alene betinges af rent objektive kriterier som fx elevens bopæl, afstanden mellem skole og hjem, om eleven har søskende på skolen osv.
Den eneste undtagelse fra dette princip er bestemmelsen i folkeskolelovens § 25, stk. 4 om, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette eliteidrætsklasser på 7.-10. klassetrin. Optagelse i en sådan eliteidrætsklasse kan betinges af elevens sportslige niveau.
En distriktsskoleelev, som på baggrund af sit sportslige niveau bliver afvist fra en særlig eliteklasse i idræt, skal optages i en af distriktsskolens almindelige klasser.
Der kan ved afgørelse om optagelse i eliteidrætsklassen alene tages hensyn til elevens sportslige niveau, og ikke til andre subjektive kriterier såsom elevens faglige eller sociale kompetencer.
Det er en lokal beslutning, hvordan begrebet eliteidrætsklasse defineres, og dermed også, hvordan man nærmere skal afgrænse begrebet sportsligt niveau.
Skolebestyrelsen kan vedtage principper for eliteidrætsklasser inden for de rammer, der fastlægges af kommunalbestyrelsen.