Aktiviteter

Aktiviteter

Ideer og inspiration til aktiviteter i forbindelse med skolebestyrelsesvalget

Engagér eleverne i valgkampen 

Skolebestyrelsesvalget er oplagt at bruge i undervisningsforløb for eleverne på skolen, temadage eller en temauge. Det er en konkret mulighed for at lære eleverne om demokrati og folkestyre, ligesom eleverne i fx dansk kan arbejde med kampagner, valgavis, optræden eller lign., der kan være en del af skolens indsats for at skabe opmærksomhed omkring valget. Skolebestyrelsen kan lave en konkurrence med præmier til de bedste plakater, den bedste event eller lign. Kreationerne udstilles på skolen, hvilket kan tiltrække både forældre og lokalpressen (husk at sende en pressemeddelelse ud).

Inspirationsmøde for kontaktforældrene 

Aktive, engagerede forældre og ildsjæle er et godt udgangspunkt for kandidater til skolebestyrelsen eller som deltager i en arbejdsgruppe omkring valget. Lav et spændende møde for skolens kontaktforældre, hvor de for eksempel kan få inspiration til deres arbejde som kontaktforældre og samtidig information om valget og arbejdet i skolebestyrelsen. Find gerne en spændende oplægsholder eller lignende, som kan tiltrække så mange som muligt. Kontaktforældrene kan også komme med gode idéer til aktiviteter i forbindelse med valget og inviteres med i arbejdsgrupper.

Cafémøder med debat – fx om reformen 

Hvordan skal folkeskolereformen indføres på vores skole? Invitér forældrene til en debatcafé på skolen, hvor de får information om folkeskolereformen og får mulighed for at komme med deres input til, hvad der skal ske af tiltag på jeres skole. Det kan få flere forældre til at komme og skabe opmærksomhed om, hvordan man konkret kan få indflydelse ved at stille op til skolebestyrelsen. Det kan også være et debatarrangement om et andet emne, som vækker forældrenes interesse på jeres skole. Sørg for at der er mulighed for dialog – eksempelvis diskussioner af konkrete forslag i mindre grupper eller lignende.

Brug Forældreintra 

Forældreintra kan både bruges til at informere forældrene om det kommende valg og lade kandidaterne præsentere sig selv. Skolebestyrelsen kan også svare på spørgsmål fra forældrene, som kan lægges på Forældreintra, der kan sættes gang i debatter eller laves små afstemninger om konkrete forslag fra skolebestyrelsen. Få klassens kontaktforældre til at opfordre de andre forældre til at komme til debatarrangementer eller valgmøder ved at skrive til de andre forældre i klassen: Jeg kommer, gør du? Det kan motivere, hvis man ved, at der er nogen man kender med til mødet.

Kom i lokalavisen 

Den lokale avis eller radiostation kan være et godt sted at gøre områdets forældre opmærksomme på valget. Invitér for eksempel lokalpressen til at følge elevernes arbejde med valgkampagnen, send pressemeddelelse om, hvilke aktiviteter I laver og hvad I kæmper for. Kandidaterne kan også sende læserbreve og lignende om deres holdninger til skolepolitikken i kommunen og forslag til, hvordan den lokale skole forbedres eller lignende.

Gør valgmødet til en fest 

Læg valgmødet i forbindelse med et andet møde eller festlig lejlighed for forældrene på skolen. Det kan for eksempel være elevoptræden, fernisering for udstilling af elevernes valgkampagner eller et andet arrangement på skolen, som plejer at kunne tiltrække forældrene. Det kunne også være i forbindelse med det årlige lovpligtige møde, hvor forældrene inviteres til at drøfte skolens virksomhed.

Deltag i klassernes forældremøder 

Forældremøder er en god mulighed for at gøre skolens forældre opmærksomme på skolebestyrelsesvalget og muligheden for at stille op. Find ud af, hvornår der er forældremøder og spørg om I må komme forbi 15-30 minutter og fortælle om jeres arbejde og valget. Fordel klasserne mellem jer, og udarbejd et ”talepapir”, så den information I giver bliver ensartet. Hav nogle dialogspørgsmål med, der sætter fokus på skolebestyrelsens muligheder for indflydelse, så det ikke kun bliver information. Notér de forældre der viser interesse. Måske vil de stille op eller hjælpe med valget?

Senest opdateret den

18. december 2018

af

cg

Læs også

25.03.15
Presse-kit: Kom i de lokale medier
Den lokale avis eller radiostation kan være et godt sted at gøre områdets forældre opmærksomme på skolebestyrelsesvalget.
25.03.15
Praktiske redskaber
.