Forældre fremmer fællesskabet

Forældre fremmer fællesskabet

Kampagne om inklusion, faglighed og trivsel. Skolebestyrelserne i din kommune kan få et fælles, gratis kursus.

Fra april 2013 til udgangen af 2014 gennemfører Skole og forældre sammen med Det Centrale Handicapråd en kampagne om inklusion i folkeskolen.

Kampagnen hedder ”Forældre fremmer fællesskabet – inklusion, faglighed og trivsel” og sætter fokus på vigtigheden af stærke forældrefællesskaber som en af forudsætningerne for gode faglige og sociale børnefællesskaber.

Kampagnen retter sig primært mod skolebestyrelser og den skal arbejde for, at folkeskolen er inkluderende og at inklusionen er til gavn for alle børn – uanset om de har behov for særlig støtte eller ej.
Hensigten er at komme alle forældre i møde ved at tage bekymringer alvorligt og vise veje til, hvordan skolens forældre kan bidrage til bedre inklusion.

Skolebestyrelserne i din kommune kan få et fælles, gratis kursus med en instruktør fra Skole og forældre. Skolebestyrelsesformændene vil blive inddraget i planlægningen gennem formøder. Skolebestyrelserne vil gennem oplæg og øvelser blive klædt på, så de bliver bedre til at indarbejde inklusion i deres princip- og tilsynsarbejde. Og få redskaber til at igangsætte forældredebat on inklusion på egen skole omkring aktiv inddragelse af kontaktforældre, gennem forældremøder med inklusion på dagsordenen og meget mere. Der er både mulighed for kurser på en enkelt skole og for fælleskurser for flere skoler eller for en hel kommune.

Der bliver også oprettet en ny hjemmeside i løbet af foråret 2013, hvor alle interesserede kan hente forskellige redskaber til at styrke forældrefællesskaber, igangsætte gode inklusionsdebatter blandt skolens forældre, holde sig opdateret på inklusionsdebatten og få baggrundsviden om inklusion og meget mere. Fra 1. maj kan du læse mere på www.inklusionsklar.dk

For skolebestyrelserne vil der på denne hjemmeside være særligt materiale om, hvordan man indarbejder inklusion i sit princip- og tilsynsarbejde fx procesforslag til indarbejdelse af inklusion i værdigrundlaget, skabelon for og eksempler på principper, tjekliste til tilsynsarbejdet og meget mere.

Alle skolebestyrelser vil inden for de næste uger modtage en mail med yderligere oplysninger om kampagnen. Her vil skolebestyrelserne kunne se, hvornår der holdes kurser i de enkelte kommuner.

Hvis I har spørgsmål til projektet, kan I kontakte projektleder Signe Ejersbo, Tlf.: 33 86 02 08 / 42 34 03 23. Mail: se@skole-foraeldre.dk

Læs mere om projektet

Udgivet den

6. februar 2013

af

Læs også

23.11.24
Skole og Forældre har fået ny formand
De delegerede på Skole og Forældres landsmøde har valgt næstformand Regitze Spenner Ishøy som ny formand. Den nye formand fik 101 stemmer mod 37 til...
11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...