Gør hver dag til en camp

Gør hver dag til en camp

Det er ikke overraskende, at fire ugers intensiv indsats giver markante resultater. Det er en overraskelse, at man først gør noget, når knægten kommer i 9. klasse.

Jeg sad i bilen på vej hjem til weekend, solen skinnede og radioavisen bragte det fantastiske budskab, at fire ugers intensiv indsats havde løftet 120 elevers karakterer, så de nu kunne komme ind på en erhvervsuddannelse.

Interviewet med en af eleverne gjorde det tydeligt, at det ikke var løftet fra 00 til 4 i matematik og dansk, der var afgørende. Det afgørende var, at knægten nu vågnede glad om morgenen og glædede sig til at komme i skole for at lære noget og vise læreren, at han godt kunne. Han fortsatte med at fortælle, at han nu var en af dem, de andre spurgte til råds om, hvilke bøger de skulle vælge og hvordan man lavede opgaverne.

Han havde aldrig prøvet at være den, de andre spurgte til og det synes han var en dejlig følelse. Interviewet sluttede med, ”Det her har gjort mig til en helt anden og glad dreng”.

Glad og opløftet over denne drengs glade beretning, tænker jeg: ”Fantastisk, fantastisk, lad os gøre det for alle børn, så alle børn får mulighed for at opleve, at der er noget de mestrer og at de kan bidrage i skolen og hjælpe kammeraterne. Det er jo det, vi ønsker for alle børn”.

Det er ikke en overraskelse, at fire ugers intensiv og målrettet indsats giver markante resultater. Det er derimod en overraskelse, at man først gør noget, når knægten kom i 9. klasse, ikke kan erklæres uddannelsesparat og præsterer højest 02 i dansk og matematik. Hvad blev der mon gjort, da de første tegn på manglende motivation og skolelyst satte sine tydelige resultater i præstationerne i skolen?

Der er ingen tvivl om, at camps som eksemplet i Odense gør noget ved motivationen og selvværdet for disse elever, som ankommer til campen med bunker af dårlige skoleoplevelser. Det vigtige spørgsmål er, hvordan bevarer vi lyset i børnenes øjne, så de forbliver motiverede og lærelystne gennem hele skoleforløbet?

Lad os aflure disse camps deres hemmeligheder, lad os kigge i idrætsklubber og andre foreninger, hvor børn og unge kommer ganske frivilligt og udvikler deres talent. Hvad er det, der sker der, og hvordan kan vi bruge den inspiration i skolen, så alle børn i 9. klasse får den samme lyst til at lære og bidrage til fællesskabet - ligesom knægten, jeg hørte i radioavisen.

 

Senest opdateret den

12 december 2018

af

sp