Skolebestyrelsen skal sørge for en god skoledag

Skolebestyrelsen skal sørge for en god skoledag

Følgeforskning til folkeskolereformen peger på, at skoledagene nogle steder er for lange. Nyt lovforslag peger på skolebestyrelsen som løsningen.

Otte ud af ti elever synes skoledagen i folkeskolen er for lang. Det viser nogle nye forskningsrapporter, som er omtalt i dagbladet Politiken.

- Nogle steder er skoledagen for lang. Løsningen er ikke blot at gøre skoledagen kortere, men også at gøre skoledagen mere afvekslende, siger Skole og Forældres formand, Mette With Hagensen.

Forskningsrapporterne kommer samtidig med, at Undervisningsminister Ellen Trane Nørby har fremlagt et lovforslag med en revision af folkeskoleloven.
Lovforslaget giver blandt andet skolelederen pligt til at fremlægge næste års skoleskema for skolebestyrelsen.

- Ministeren og forligspartierne peger på skolebestyrelsen som løsningen, når det gælder de skoler, hvor skoledagen er blevet for lang. Skolebestyrelsen vil helt sikkert gøre, hvad de kan, for at få skoledagens længde til at passe til de lokale forhold. Derfor er jeg meget tilfreds med, at Folketinget peger på skolebestyrelserne som løsningen, siger Mette With Hagensen.

Lovforslaget giver også forældre et retskrav på en ordblindetest, hvis de ønsker det, ligesom der bliver mulighed for at kommunerne kan øge vederlaget til skolebestyrelsesmedlemmerne.
Endelig indeholder lovforslaget også en opfølgning på regeringens inklusionseftersyn, så skolebestyrelsen nu skal fastsætte et princip for skolens arbejde med elevernes udvikling i skolens fællesskaber - som det bliver formuleret i lovforslaget.

- Lovforslaget indeholder et stærkt forældrefokus. Det er jeg glad for og det er noget vi har arbejdet for i flere år. Vi vil gøre, hvad vi kan i skolebestyrelserne for at bidrage til nogle gode fællesskaber og afvekslende skoledage, der har den rigtige længde, siger Mette With Hagensen.

Rapporterne er en del af et forskningsprogram om folkeskolereformen, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har bestilt.

Læs Skole og Forældres høringssvar om lovforslaget til revision af folkeskoleloven.

Yderligere kommentarer: Mette With Hagensen, landsformand, Skole og Forældre, mobil: 31716378
 

Udgivet den

7. oktober 2016

af

sp

Læs også

23.11.24
Skole og Forældre har fået ny formand
De delegerede på Skole og Forældres landsmøde har valgt næstformand Regitze Spenner Ishøy som ny formand. Den nye formand fik 101 stemmer mod 37 til...
11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...