Sidste års vinder af DM i skoleudvikling: Det vildeste, jeg har oplevet som lærer
Sidste år løb Sct. Nicolai Skole med førstepræmien i DM i Skoleudvikling med udviklingsforløbet ’Demokratid’. Det satte demokrati på skoleskemaet og gav blandt andet skolens elever mulighed for at tilrettelægge otte ’særlige dage’.
Førstepladsen har betydet meget for både skolen og de involverede.
- Det er et stort skulderklap at vinde DM i Skoleudvikling. Det er det vildeste, jeg har oplevet som lærer. Det viser, at det, vi har arbejdet hårdt for, er værdifuldt, siger Lasse Jensen, der er lærer på skolen og kontaktlærer for elevrådet, og fortsætter:
- Hvis man har et projekt, man virkelig tror på, kan jeg kun anbefale, at man melder sig til DM i skoleudvikling.
Alle folkeskoler kan være med
DM i skoleudvikling er en årlig konkurrence, der synliggør nytænkning i den danske folkeskole og hylder skolernes personale og partnere, som gør noget ekstra for at uddanne danske skolebørn.
Det er skolernes mulighed for at sætte fokus på alle de ting, der går godt og samtidig en mulighed for at dele udviklingsforløb, så andre skoler kan blive inspirerede.
Alle folkeskoler kan deltage med et eller flere udviklingsforløb. Der er åbent for tilmeldinger på www.dmskoleudvikling.dk frem til fredag den 5. oktober kl. 12.00.
Vinderne bliver kåret den 23. november 2018 på Skole og Forældres landsmøde.
DM-sejr fører til konferencedeltagelse
Førstepladsen til DM skabte en masse opmærksomhed omkring Sct. Nicolai Skole og vinderforløbet.
- Det er som ringe i vandet. Førstepladsen ved DM ledte til, at vi fik en stand på en messe, hvor vi skabte en masse interesse for vores udviklingsforløb. Den interesse førte til, at vi fik besøg af en repræsentant fra Ungdomsbyen, og nu skal vi fortælle om Demokratid på en konference,” siger Lasse Jensen.
Folkeskolens vigtigste interessenter i juryen
DM i skoleudvikling arrangeres af Skole og Forældre og Danske Skoleelever og har folkeskolens vigtigste interessenter bag sig.
I juryen sidder Danmarks Lærerforening, BUPL, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen, Undervisningsministeriets Læringskonsulenter, Danske Skoleelever og Skole og Forældre.
Ud over den opmærksomhed og omtale, skolen får ved at deltage, er der en kontant præmiepulje på 100.000 kroner, hvoraf 50.000 går til førstepladsen.
Sidste år deltog mere end 80 skoler.
Nytænkende udviklingsforløb sikrer DM-sejr
Sidste års vinderforløb, Demokratid, gav eleverne større indflydelse på hverdagen på Sct. Nicolai Skole. Alle elever blev involveret i planlægning, gennemførelse og evaluering af skolens ’særlige dage’, hvor eleverne blandt andet lærte, at de kan gøre en forskel både for sig selv og andre.
Samtidig har skolen beskrevet deres forløb så grundigt, at det er ligetil at implementere på andre skoler, hvilket var med til at sikre 1. præmien i skoleudvikling.
Ud over de 50.000 kroner, som skolen brugte på årets sidste ’særlige dag’ – elevernes festdag, fulgte der med førstepladsen en masse opmærksomhed.
Demokratid er stadig en de af undervisningen på Sct. Nicolai Skole.
Læs mere om Demokratid
Yderligere information:
Kampagneleder for DM i skoleudvikling, Karin Garde Frandsen, kgf@skole-foraeldre.dk
Lasse Jensen, lærer, Sct. Nicolai Skole i Køge, tlf. 56 67 29 00
-
Billede:
Fra kåringen af vinderen af DM i Skoleudvikling på Skole og Forældres landsmøde i november 2017.
Fra venstre Trine Nobelius, skolebestyrelsesformand, Sct. Nicolai Skole, Mette With Hagensen, formand Skole og Forældre, Lotte Wiese Nowack, souschef, Sct. Nicolai Skole, Lasse Jensen, lærer, Sct. Nicolai Skole i Køge og daværende formand for Danske Skoleelever, Jakob Bonde Nielsen