Fortsat stor uenighed om skoledagens længde

Fortsat stor uenighed om skoledagens længde

En ny undersøgelse blandt forældre til børn i folkeskolen, som Skole og Forældre har gennemført, viser, at 43 procent af forældrene er utilfredse med skoledagens længde. Giv skolebestyrelsen ret til at forkorte skoledagen, siger Skole og Forældres formand.

En ny undersøgelse, som Skole og Forældre har foretaget blandt forældre til børn i folkeskolen, viser, at godt fire ud af ti forældre fortsat er utilfredse med skoledagens længde, mens næsten lige så mange, 38 %, er tilfredse med skoledagens længde.
Andelen af utilfredse er på omtrent samme niveau, som da Skole og Forældre lavede en tilsvarende undersøgelse i efteråret 2016 (Se tabel 1).

Skole og Forældres formand er bekymret over, at der fortsat er så mange, der ikke er tilfredse med skoledagens længde. Hun foreslår derfor, at Folketinget udvider adgangen til at konvertere understøttende undervisning til to-voksen timer, og samtidig giver skolebestyrelsen kompetencen til at beslutte, om skoledagen skal forkortes.

- Jeg synes Folketinget skal lave en bredere fortolkning af § 16 b i folkeskoleloven, så skolerne får øget frihed til at forkorte skoledagen. Det bør også være skolebestyrelsen på de enkelte skoler, der afgør, om skolen skal bruge ordningen, siger Skole og Forældres formand, Mette With Hagensen.

Undersøgelsen viser også, at det i særlig grad er forældre til børn i udskolingen, der er utilfredse med skoledagens længde.

Se Tabel 1: Andel forældre til børn i folkeskolen, der er utilfredse eller meget utilfredse

Undersøgelsen viser samtidig, at forældrene er mere utilfredse med den understøttende undervisning og bevægelse i løbet af skoledagen, end det var tilfældet, da Skole og Forældre lavede en tilsvarende undersøgelse i efteråret 2016.

- Forældrene giver udtryk for, at der er for meget uro og for lidt struktur i den understøttende undervisning, at der er lektier hjemme alligevel, og at der er for lidt bevægelse i løbet af skoledagen. Den kritik synes jeg skolerne skal overveje grundigt, siger Mette With Hagensen.

Siden folkeskolereformen blev indført i august 2014 har Skole og Forældre løbende spurgt forældre til børn i folkeskolen, om deres tilfredshed med børnenes skolegang.
Forældrenes generelle tilfredshed med deres børns skolegang er på niveau med den forrige undersøgelse fra 2016.

Yderligere kommentarer: Mette With Hagensen, landsformand, Skole og Forældre. Mobil: 31 71 63 78

Yderligere om undersøgelsen:

Se tabel 2: Udvikling i generel tilfredshed blandt skoleforældre 2014 - 2018, svarfordelinger

Årsager til forældrenes holdninger
I den nyeste undersøgelse har forældrene kunne skrive kommentarer til spørgsmålene. Forældrene har skrevet omkring 1.400 kommentarer til spørgsmålene vedrørende forældretilfredshed. Kommentarerne giver et indtryk af årsagerne til forældrenes holdninger.

Her følger sammenfatninger af og eksempler på forældrenes kommentarer i forhold til lektiecafe, bevægelse, understøttende undervisning og skoledagens længde. Der er flest kommentarer fra utilfredse forældre. Kommentarerne fra de utilfredse forældre er sammenfattet og de hyppigste årsager er taget med i nedenstående. Kommentarerne fra tilfredse forældre er konkrete eksempler, da det ikke var muligt at kvantificere kommentarerne fra tilfredse i typer.
Hensigten med nedenstående er at give et indtryk af årsagerne til forældrenes holdninger.

Lektiecafé/faglig fordybelse:

  • Forældre er utilfredse fordi: 
    • Der er stadig mange lektier hjemme
    • Timerne bliver ikke brugt efter hensigten
    • Der er for meget uro og for lidt struktur
    • Der er ikke nok kvalificeret hjælp
    • Eleverne bliver ikke udfordret, fordi der ikke er tid til faglig fordybelse
  • Eksempler på kommentarer fra tilfredse forældre:
    • Pragtfuld at eleverne har fri efter skole.
    • Mit barn har rigtig meget gavn af lektiecafe, idet han får hjælp fra kompetente lærere og ikke skal bruge tid på lektier hjemme.
    • Det fungerer godt, når der er en fornuftig lærer tilknyttet eller et fastlagt program for lektionen.

Bevægelse i løbet af skoledagen:

  • Forældre er utilfredse fordi: 
    • Bevægelse fylder for lidt på skemaet
    • Timerne bliver brugt til noget andet
    • Det fungerer ikke som en integreret del af undervisningen
    • Lærerne mangler tid og ressourcer til at få mere bevægelse ind i løbet af skoledagen
  • Eksempler på kommentarer fra tilfredse forældre:
    • Det er rigtig godt og mange år for sent, at man har indført mere bevægelse i folkeskolen.
    • Bevægelse er altid godt og stimulerer børnene i stedet for de skal sidde stille det meste af dagen.
    • Det bliver mere og mere kreativt, hvilket jeg synes er godt.
    • Mange lærere er gode til at integrere bevægelse i deres undervisning - det er fantastisk.

Understøttende undervisning:

  • Forældre er utilfredse fordi: 
    • Det er svært for forældrene at danne sig et overblik over, hvad den understøttende undervisning bliver brugt til
    • Mangel på ressourcer
    • Timerne bliver ikke brugt efter hensigten
    • For meget uro og for lidt struktur
  • Eksempler på kommentarer fra tilfredse forældre:
    • Når det bliver udformet og tilrettelagt ordentligt, så er det et enormt boost, hvor man kan fange elever, der har ringere udbytte af den mere traditionelle undervisning.
    • På vores skole bruges understøttende undervisning til linjetimer. Det vil sige, at eleverne dyrker en interesse, som de har valgt linje efter, som f.eks. naturfag, kreative fag, bevægelse eller andet.
    • Fantastisk! Understøttende undervisning er organiseret i "husdage", hvor hele årgange tager på tur, laver forskellige projekter og får gæster på besøg - SAMMEN!

Skoledagens længde:

  • Forældre er utilfredse fordi:
    • Skoledagen er for lang for børn i indskolingen
    • Børnene er meget trætte når de kommer hjem
    • På trods af den lange skoledag, er der stadig lektier hjemme
    • Børnene har mindre overskud og tid til legeaftaler og fritid
    • Indlæringen svækkes i de sidste timer af skoledagen
  • Eksempler på kommentarer fra tilfredse forældre:
    • Der er lange dage, men også projektdage, hvor de kommer ud af klassen og laver spændende ting, som styrker deres nysgerrighed og sanser. Det er ikke længden, men indholdet der bør være fokus på.
    • Det er fint så længe børnene oplever progressiv læring.
    • Så længe der er sat tid af til, at eleverne kan nå at lave deres lektier. Udnytter eleverne så ikke tiden godt nok, må de lave det hjemme.

Udgivet den

5. november 2018

af

sp

Læs også

11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...
11.10.24
Gratis kursus til forældre, der har børn med ordblindhed
Skole og Forældre tilbyder i samarbejde med VUC et landsdækkende gratis kursus til forældre, der har børn med ordblindhed, og hvis barn går på en af...