Ny lokalafdeling i Rebild vil have større kommunale ambitioner for folkeskolen
Alle Rebild Kommunes otte skolebestyrelser var repræsenteret på den stiftende generalforsamling for Skole og Forældres lokalafdeling i Rebild Kommune.
Den nye bestyrelse har netop konstitueret sig og valgt Benjamin Holst som formand og Torsten Topbjerg som næstformand.
- Det at vi kan samle repræsentanter for alle otte folkeskoler til en generalforsamling er i sig selv en succes. Den store opbakning er et tegn på, hvor meget der er brug for en øget indsats omkring Rebild Kommunes Folkeskoler. Kommunen har den 7. billigste folkeskole i Danmark. Det har helt konkrete konsekvenser som nedslidte skoler og nogle meget uhensigtsmæssige nedskæringer, siger den nye formand, Benjamin Holst (Til højre på dobbeltportrættet).
- Vi skal nu have dialogen i gang med byrådet omkring deres prioriteringer omkring kommunens skoler. Vi har brug for, at kommunens politikere har visioner for vores folkeskole. Vi skal have gang i dialogen med politikerne. Tænk bare på hvilken fantastisk folkeskole vi kunne få ved at tilføre flere midler, end tilfældet er i dag, siger næstformand Torsten Topbjerg (Til venstre på dobbeltportrættet).
Den nyvalgte bestyrelse for Skole og Forældre i Rebild Kommune består af følgende ni medlemmer:
Mikael Skovhus, Mads Carlsen, Torsten Topbjerg, Stig Jonstrup Pedersen, Søren Bonde, Lotte Bach Lykkenshede, Tonni Bjerregaard Rasmussen, Benjamin Holst og Bjørn Schaumann.
Yderligere information: Benjamin Holst tlf. 2480 6289 eller Torsten Topbjerg tlf. 5258 4736