Folkeskolerne udfordres af skolevægring og forældre savner at blive hørt

Folkeskolerne udfordres af skolevægring og forældre savner at blive hørt

Ny årsrapport fra Forældrerådgivningen viser, at folkeskolerne har svært ved at håndtere komplekse sager med skolevægring.

I 2020 rådgav Skole og Forældres forældrerådgivning 1164 forældre, hvor børnene havde problemer i skolen. Det viser Forældrerådgivningens årsrapport for 2020.

Mange forældre henvender sig, fordi kommunikationen og samarbejdet med skolen er dårligt, og fordi forældrene oplever, at skolen ikke tager dem alvorligt eller reagerer på deres henvendelser.

- Vi ser mange sager i Forældrerådgivningen, som kunne være løst på skolen, hvis skolen havde lyttet til forældrene fra starten. Ofte er det økonomi, der står i vejen for, at eleverne får et tilfredsstillende skoletilbud. Forældrerådgivningen oplever også ofte, at skolen og forældrene taler forbi hinanden. Begge dele er uhensigtsmæssigt, siger Skole og Forældres formand, Rasmus Edelberg.

Forældrerådgivningen møder jævnligt sager om skolevægring, hvor der er gået lang tid inden skolerne reagerer på forældrenes nødråb og hvor børnenes behov er blevet så komplekse, at skolerne ikke har den nødvendige ekspertise til at løse problemerne.

- Lyt til forældrene og inddrag faglig viden fra start, eksempelvis gennem kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning. Elever med skolevægring får det ofte værre med tiden og løsningen bliver både menneskeligt og økonomisk dyrere af at vente. Det er også vigtigt at huske, at miljøet på skolen kan være en del af årsagen til skolevægring. Skole-hjem-samarbejdet er en gensidigt forpligtende relation, og der må skolerne også kigge indad, når der er tale om skolevægring, siger Rasmus Edelberg.

Forældrerådgivningen har i 2020 blandt andet haft en række sager med skolevægring i Aalborg Kommune. Med bistand fra både Forældrerådgivningen og Skole og Forældres lokalafdeling i Aalborg er de fleste af de sager blevet løst med en kvalificeret indsats fra skoleforvaltningens side.

- Når skolen og kommunen sætter sig for at løse problemerne og lytter til forældrene, så er vores erfaring, at problemerne faktisk bliver løst. Til daglig skal børnene føle de hører til og kan lide at være i skolen og det skal være en naturlig del af skolens kultur at løse problemer sammen med børn og familier. En god skolekultur forebygger og imødegår alvorlig mistrivsel blandt elever. Derfor er det forstemmende, når problemer med skolevægring nogle steder ikke tages alvorligt nok, siger Skole og Forældres formand.

Læs Forældrerådgivningens årsrapport 2020

Yderligere kommentarer: Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre, mobil: 23270538

Udgivet den

4. marts 2021

Læs også

14.08.24
Forældre: Skolernes konflikthåndtering halter
49 procent af forældrene har oplevet, at deres barn i løbet af det sidste år har været udsat for udadreagerende eller grænseoverskridende adfærd fra...
11.06.24
Mange forældre har ikke tillid til inklusion
Flere kommunerne er godt i gang med at lægge planer, så flere børn med særlige behov kan gå i den almene folkeskole, og flere er allerede i gang med...