Viden: Hvem kan stille op, og hvem kan stemme?

Viden: Hvem kan stille op, og hvem kan stemme?

I skal holde valg til skolebestyrelsen lige om lidt. Men hvem kan egentlig stille op?

De fleste forældre på skolen har både ret til at stemme og til at stille op

Alle forældre, som har et barn på skolen, har automatisk valgret. Det vil sige, at de må stemme ved valget til skolebestyrelsen. De er også valgbare og kan stille op og blive valgt som forældrerepræsentanter. Det eneste krav er, at de, der stiller op til skolebestyrelsen, skal have officiel forældremyndighed over et barn, der er indskrevet på skolen. Husk, at også forældre til børn, der er indskrevet til at begynde i børnehaveklasse efter sommerferien har stemmeret og er valgbare og deltager på lige fod med forældre til de børn, der allerede går på skolen. Stemmeretten er personlig, så forældrene kan ikke overdrage den til en anden person.

Stedforældre, plejeforældre, skilte forældre uden forældremyndighed kan få tillagt valgret og valgbarhed, hvis de fremsætter ønske om det til skolens leder efter reglerne i Bekendtgørelse om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser i folkeskolen.

Vigtigt at vide: Skolens ansatte kan ikke stille op til skolebestyrelsen som forældrerepræsentant – heller ikke, hvis de har et barn på skolen. Men de har selvfølgelig stemmeret på lige fod med de øvrige forældre. Skolens ansatte kan blive valgt til skolebestyrelsen som medarbejderrepræsentant - også selvom har børn på skolen. 

Også vigtigt at vide: Skolen sender en valgmeddelelse ud til alle stemmeberettigede forældre og indkalder også til et valgmøde. Mange kommuner holder valg til skolebestyrelsen i løbet af april og maj måned i valgåret. 

Hvor mange forældre skal vælges til skolebestyrelsen?

Det er den kommunale styrelsesvedtægt, der sætter rammerne for, hvor mange forældre, der skal vælges til skolebestyrelsen hos jer. En skolebestyrelse består typisk af:

  • 5 eller 7 forældrerepræsentanter – forældrene skal udgøre flertallet.
  • 2 medarbejderrepræsentanter – valgt af skolens ansatte
  • 2 elevrepræsentanter – valgt af eleverne (kun på skoler med 5.-10. klasse)
  • Skolelederen – fungerer som sekretær for skolebestyrelsen, men har ikke stemmeret

Læg mærke til, at skolebestyrelsen ikke er en forældrebestyrelse. Det er et forum, hvor forældre sætter en retning for skolens arbejde sammen med repræsentanter for medarbejdere og elever. Den nuværende sammensætning af skolebestyrelser blev skrevet ind i folkeskoleloven i 1989, da Bertel Haarder var undervisningsminister. Lovgiverne sikrede forældrene et flertal af tre grunde:

1) For at give forældrene mere indflydelse ved at sikre, at de har flertal i skolebestyrelsen.

2) For at give forældrene mulighed for at komme tættere på de beslutninger og det ansvar, som vedrører dem og deres børn. Noget, der netop er blevet genbekræftet i Folkeskolens kvalitetsprogram, der blev vedtaget i marts 2024, og som giver skolebestyrelserne større mulighed for at tage mere ansvar for beslutninger, der vedrører deres skole.

3) Og endelig for at skolebestyrelsen skulle være med til at styrke skole-hjem-samarbejdet ved at mindske afstanden mellem skolen og forældrene.

Hvor længe skal forældrene sidde i en skolebestyrelse?

Valgperioden for dem, der bliver valgt ind i en skolebestyrelse varierer fra kommune til kommune. I nogle kommuner er valgperioden 2 år, og i andre kommuner er valgperioden 4 år.  Det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter valgperiodens længde. Vil du vide, hvad der gælder i din kommune? Kig i den kommunale styrelsesvedtægt for skoleområdet. Den beskriver de lokale rammer for skolebestyrelsens arbejde, herunder valgperiode og bestyrelsens sammensætning. Vedtægten kan du finde på kommunens hjemmeside eller ved at henvende dig til forvaltningen.

Vil du læse mere?

Er du nysgerrig på de præcise regler, kan du gå direkte til kilderne:

  • Folkeskoleloven, særligt § 42-44 om skolebestyrelsens sammensætning og valg – tilgængelig på retsinformation.dk
  • Bekendtgørelse om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser i folkeskolen m.v. – tilgængelig på retsinformation.dk
  • Din kommunes styrelsesvedtægt for skoleområdet – find den på din kommunes hjemmeside eller kontakt forvaltningen

Har du spørgsmål til valgreglerne på din skole?

Alle skolebestyrelsesmedlemmer og skoleledere på Skole og Forældres medlemsskoler har adgang til ubegrænset og gratis rådgivning om lovgivning, formalia og valgprocessen.

Du kan fange os via telefonen, på mail eller via hjemmesidens chat-link.

Åbningstider
Telefontid: Mandag-fredag kl. 9:00-14:00
Sekretariatet er lukket i weekenden, på helligdage og i skoleferier.

Tlf. 3326 1721
Email: post@skole-foraeldre.dk

Senest opdateret den

9. marts 2026

af

ml

Læs også

04.03.26
Valglogoer til digitale formater - RGB-filer
Her kan du downloade valglogo'er til opslag på AULA, SoMe-kanaler og hjemmeside. Disse logoer lavet som RGB-filer til digitalt brug. Ønsker I at...
04.03.26
A4-flyer til print
Vi har lavet en A4-flyer, som er klar til print. I skal blot hente filen, printe og dele den ud til forældrene på skolen.