Nye PISA-resultater vækker bekymring: Nu skal politikerne investere i folkeskolen

Nye PISA-resultater vækker bekymring: Nu skal politikerne investere i folkeskolen

De danske elevers faglige resultater er gået markant tilbage. Det viser de nye PISA-resultater, som offentliggøres i dag. Tilbagegangen gælder blandt andet læsning, matematik og naturfag og afspejler en bred international tendens.

For Skole og Forældre er resultaterne et alvorligt signal om, at der er brug for et markant løft af folkeskolen.

”Det kommer desværre ikke som den store overraskelse for mig. Vi har i længere tid talt om både en trivsels- og faglighedskrise, og nu ser vi endnu en gang konsekvenserne. Der er ikke én forklaring på udviklingen. Digitaliseringen kan spille en rolle, som OECD peger på, men det kan en skole med for meget stof og for mange mål og for lidt tid til fordybelse og fællesskab også. Jeg er bekymret for den dalende faglighed, men nok allermest bekymret for elevernes motivation. Hvis eleverne mister lysten til at lære, så har vi et langt større problem end nogle tal i en PISA-rapport,” siger Regitze Spenner Ishøy, formand for Skole og Forældre.

For mange vikartimer og for lidt tid
Der er allerede positive ting i gang. Nye fagplaner og færre mål kan give lærerne bedre mulighed for at prioritere det vigtigste og tage udgangspunkt i det, der optager eleverne.
Men ifølge Skole og Forældre kan ændringer i mål og fagplaner ikke stå alene.

”Det er positivt, at vi er på vej mod færre mål og mere faglig frihed til lærerne. Men hvis vi for alvor vil vende udviklingen, er vi også nødt til at se på de voksne omkring eleverne. Alt for mange undervisningstimer bliver i dag varetaget af uuddannede vikarer, og lærerne mangler tid og overskud til nogle af de mest grundlæggende opgaver. Det er svært at skabe høj faglighed og stærk motivation, hvis der ikke er de nødvendige ressourcer til stede i skolehverdagen,” siger Regitze Spenner Ishøy.

Finansloven skal kunne mærkes i klasselokalet
Skole og Forældre opfordrer derfor politikerne til at prioritere folkeskolen markant højere i finansloven for 2027.

Det handler blandt andet om at sikre ressourcer til læseindsatsen og om at give skolerne mulighed for at have flere uddannede lærere og pædagoger i flere timer til at styrke både faglighed og trivsel.

”Vi har alt for længe set, at skolerne mangler ressourcer, og det går ud over elevernes muligheder for at lære og trives. Det kan være den ekstra lærer eller pædagog i undervisningen, en styrket læseindsats eller den tid, læreren har brug for til at følge op på den enkelte elev. Hvis politikerne vil tage de her resultater alvorligt, skal det kunne mærkes ude på skolerne. Derfor er finansloven for 2027 en oplagt mulighed for at investere i folkeskolen. Vi har brug for en folkeskole, hvor der er tid til faglighed, fordybelse og fællesskab. Det kræver politisk vilje, og det kræver ressourcer,” siger Regitze Spenner Ishøy.

Kontakt
For yderligere kommentarer eller spørgsmål kontakt:

  • Formand for Skole og Forældre, Regitze Spenner Ishøy, telefon 29 89 72 67
  • Kommunikationsansvarlig Skole og Forældre, Majken Aaboe Schultz, telefon 25 47 06 14 

 

 

Udgivet den

8. september 2026

af

pe

Læs også

14.08.26
Nyt gratis netværk i Odense: Støtte til forældre med børn i skolefravær
Skolefravær er en stigende national udfordring, og mange forældre oplever at stå alene med bekymringerne, konflikterne og kampen for at få støtte til...
18.06.26
Ny økonomiaftale med vigtig indsprøjtning til folkeskolen
Regeringen og Kommunernes Landsforening har indgået en økonomiaftale, der sikrer 3,3 mia. kr. ekstra til kommunernes serviceramme. Aftalen indeholder...