Forældrene har aldeles ikke vænnet sig til konflikten

Forældrene har aldeles ikke vænnet sig til konflikten

Kommentatorerne vrøvler, når de siger, at danskerne har vænnet sig til konflikten mellem KL og lærerne. Forældrene har i alt fald ikke.

KL og Danmarks Lærerforening har nu på tredje uge taget elever og forældre som gidsler i deres overenskomstforhandlinger.
I TV2 viderebringer Nyhedernes politiske kommentator, Henrik Qvortrup, forlydender om, at regeringen er overrasket over, hvor afslappet danskerne tager lockouten.

- Det er muligt, at de danskere, som konflikten IKKE går ud over, tager det afslappet. Jeg kan forsikre danskerne om, at de forældre og elever, der er gidsler i konflikten aldeles ikke tager det afslappet. De er både frustrerede og vrede, siger Skole og Forældres landsformand, Mette With Hagensen.

Skole og Forældre bliver i disse dage kontaktet af mange frustrerede forældre, der giver udtryk for at konflikten er et stort pres for forældre og elever. Det gælder både pasning og udsigten til, at eleverne måske mister en måneds undervisning og at afgangsklassernes eksamen og minimumstimetallet er i fare.

- Det er KL og lærerne, der har en konflikt, ikke elever og forældre. KL og DLF har ikke fundet en forhandlingsløsning, selvom de begyndte at forhandle allerede i december sidste år. Det er helt uacceptabelt, at forældre og elever skal betale prisen for organisationernes uenighed, siger Mette With Hagensen.

De forældre, der er hårdest pressede, er eksempelvis enlige forsørgere og forældre uden pasningsmuligheder hos familien.

- KL og lærernes gidseltagning nærmer sig det uanstændige. Jeg vil på det kraftigste opfordre KL, lærerne og regeringen til at få konflikten løst nu, siger Mette With Hagensen.

 

Udgivet den

15. april 2013

af

Læs også

23.11.24
Skole og Forældre har fået ny formand
De delegerede på Skole og Forældres landsmøde har valgt næstformand Regitze Spenner Ishøy som ny formand. Den nye formand fik 101 stemmer mod 37 til...
11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...