Forældrene skal klædes bedre på til skolebestyrelserne
Under halvdelen af de forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelserne i de danske folkeskoler føler sig godt klædt på til opgaven på trods af, at hele 78 procent af de adspurgte har siddet i skolebestyrelsen i et år eller mere. Det viser en undersøgelse, som Skole og Forældre har gennemført.
Med folkeskoleaftalen skal alle medlemmerne af skolebestyrelserne rustes bedre til opgaverne. Der er afsat 12,3 millioner kroner til kompetenceløftet. Midlerne skal blandt andet hjælpe skolebestyrelserne i deres arbejde med reformen af folkeskolen, så de nye initiativer bliver grebet.
”Samarbejdet mellem skole og hjem er vigtigt, fordi forældrene er afgørende for, om eleverne udvikler sig og lærer mest muligt. Forældrene skal have tillid og opbakning til skolerne, og her har skolebestyrelserne en væsentlig rolle. Det kræver, at medlemmerne af skolebestyrelserne bliver klædt godt på til de nye ledelsesopgaver med folkeskolereformen. Kompetenceløftet skal også bruges til, at alle forældre, uanset økonomisk og uddannelsesmæssig baggrund, får mulighed for at deltage i skolebestyrelsesarbejdet," siger undervisningsminister Christine Antorini.
Det er forældreorganisationen Skole og Forældre, der skal føre projektet ud i livet.
”Min ambition er, at langt flere skolebestyrelsesmedlemmer kommer til at føle sig klædt godt på til opgaven. Forældre er en fantastisk ressource i forhold til at udvikle folkeskolen. Jeg er meget tilfreds med, at der nu er afsat en pulje i folkeskolereformen til at løfte skolebestyrelsernes kompetencer,” siger Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre.
Kompetenceudviklingen skal ske gennem regionale videns- og erfaringsseminarer, publikationer, rådgivning, en kampagneindsats og en online læringsplatform, hvor skolebestyrelsesmedlemmerne kan gennemføre fem moduler om forskellige elementer af skolebestyrelsesarbejdet. Tanken er, at modulerne skal fungere som en grunduddannelse for skolebestyrelsesmedlemmerne. På Skole og Forældres hjemmeside skal skolebestyrelsesmedlemmerne blandt andet kunne finde redskaber, relevant forskning og gode eksempler.