Merete Riisager kan nå sine mål gennem skolebestyrelsen
Den nye undervisningsminister Merete Riisager vil have mere tilfredse ansatte i og brugere af folkeskolen.
- Den hurtigste og bedste vej til at nå ministerens mål er at give skolebestyrelserne mere reel indflydelse. Skolebestyrelsen består af alle parter lokalt på den enkelte skole. Hvis skolebestyrelsen får mere frihed til eksempelvis at regulere skoledagens længe, så den passer til de lokale forhold, kan ministeren få flere tilfredse brugere allerede næste skoleår, siger Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre.
Skole og Forældre håber også, at den nye minister vil sætte fokus på, at folkeskolerne i mange kommuner er ved at udvikle sig til kommunale skolefabrikker uden lokal forældreforankring. I Esbjerg, Holstebro og Næstved Kommuner er der eksempelvis kun nu få skoler og skoledistrikter tilbage i hele kommunen – men adskillige afdelinger på forskellige matrikler.
- Kommunerne skal selvfølgelig kunne drive skolevæsenet effektivt, men det har aldrig været meningen at udhule den lokale forankring og forældreindflydelsen så voldsomt, som tilfældet er i mange kommuner. Hvis det ender med kun én skole og én skolebestyrelse i store kommuner, så er den lokale demokratisk forankrede folkeskole død. Det ønsker jeg ikke, siger Mette With Hagensen.
Hun peger også på, at skole-hjem-samarbejdet er en vigtig nøgle til at tilpasse folkeskolen til de lokale forhold og til at inddrage forældrene.
- Vi ved, at forældremøder og skole-hjem-samtaler nogle gange kommer sidst i køen, når opgaverne ude på skolerne skal løses. Jeg vil meget gerne snakke med den nye minister om, hvordan man kan styrke skole-hjem-samarbejdet, siger Skole og Forældres formand.
Mette With Hagensen er tilfreds med, at den nye minister anerkender, at folkeskolen skal have ro til at udvikle sig og hun ser frem til samarbejdet med den nye minister og forligskredsen omkring folkeskolereformen.
- Jeg håber den nye minister kommer med et friskt pust og at hun vil være med til at løse nogle af folkeskolens problemer på en enkel og effektiv måde, siger Skole og Forældres formand, Mette With Hagensen.
Yderligere kommentarer: Mette With Hagensen, formand, Skole og Forældre, mobil: 31 71 63 78