PISA 2009 Online: Leg med computeren hjemme

PISA 2009 Online: Leg med computeren hjemme

Elever, der lærer IT hjemme, klarer sig godt i PISA's test af online-færdigheder. Det er et godt eksempel på, hvor vigtig hjemmet er for læringen.

OECD har netop offentliggjort undersøgelsen PISA 2009 Online, som viser, hvor gode 15-årige elever er til computerbaseret læsning og informationssøgning.

Den dårlige nyhed er, at danske skoleelever klarer sig lidt dårligere end OECD-gennemsnittet.

Den gode nyhed er, at de elever, der leger med computere hjemme, klarer sig godt i PISA 2009 Online.

"De elever, der bruger computeren hjemme for sjov skyld, er gode til computerbaseret læsning og navigation. Det gør det meget tydeligt, hvor vigtigt hjemmet er for elevernes færdigheder", siger Benedikte Ask Skotte, formand for Skole og Forældre.

Ifølge PISA 2009 Online er danske elever dårligere til computerbaseret læsning og informations-søgning end til at læse i almindelige trykte medier som bøger og lignende. Det på trods af, at danske skoleelever internationalt er blandt dem, der bruger computere mest i både skolen og hjemmet.

"Danske børn er fortrolige med alle mulige elektroniske gadgets, så det undrer det mig, at den viden ikke bliver omsat til læring i skolen. Der er behov for mere kvalitet i brugen af IT i skolerne, blandt andet mere kildekritik og mere fokus på at lære de grundlæggende værktøjer som tekstbehandling , regneark og navigation på hjemmesider", siger Benedikte Ask Skotte.

I PISA 2009 Online er der også resultater, som kalder på en nærmere undersøgelse. Blandt andet ser det ud til, at det danske skolesystem ikke er i stand til at løfte indvandrere op til bedre resultater fra 1. til 2. generation.

"Det er naturligvis helt uacceptabelt, at det danske samfund ikke løfter kompetenceniveauet fra 1. til 2. generations indvandrere. Det bliver skolen nødt til at gøre noget ved", siger Benedikte Ask Skotte.

Til gengæld har danske elever den mindste forskel på piger og drenges testresultater.

"Jeg synes vi skal være stolte af, at vores skolesystem giver piger og drenge lige muligheder. Nu er udfordringen så at løfte ALLE elever op til et højere niveau", siger formanden for Skole og Forældre.

Det er OECD, der sammen med et konsortium af lande og forskere laver PISA-undersøgelserne.

Læs hele undersøgelsen (På engelsk)

Læs resumé af undersøgelsen (På dansk)

Udgivet den

28. juni 2011

af

Læs også

23.11.24
Skole og Forældre har fået ny formand
De delegerede på Skole og Forældres landsmøde har valgt næstformand Regitze Spenner Ishøy som ny formand. Den nye formand fik 101 stemmer mod 37 til...
11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...