Af Rasmus Edelberg, formand, Skole og Forældre

Når børn vægrer sig mod at komme i skole, er det som regel fordi, de ikke trives i skolen. Skolen noterer sig, at barnet ikke kommer i skole og sætter kryds ved ’fraværende’, så kommunen kan blive underrettet og evt. reducere de sociale ydelser, hvis det bliver for meget – men tager sjældent del i forældrenes kamp for at genoprette barnets skolerelation, og kommer ofte for sent ind i kampen, når det endelig sker.

Som forældre ser vi politikere, skoler, forskere og børneorganisationer, som er ivrige efter at pege på forældrene i deres søgen efter skyldige. Politikerne har indført fraværsstraffe, antal underretninger fra skolens siden er steget dramatisk, ikke mindst grundet politisk og juridisk pres for dette, og børneorganisationerne mener, at ni grundløse underretninger fra skolens side er helt i orden, hvis bare der er substans i underretning nummer 10.

At socialforvaltningerne nærmest bryder sammen i arbejdspres og ikke har tid til at tale med børnene i ca. halvdelen af sagerne, sammen med det markant øgede politiske pres for at tvangsfjerne flere børn fra deres forældre, er heller ikke ligefrem en tillidsskabende humørspreder til forældrene.

Nye tal fra Ankestyrelsens børnesagsbarometer viser, at kommunerne griber hurtigt ind i akutte hastesager (99%) - men sjældent følger op (56%). Forvaltningerne laver desuden mange planer (88%) - men formår ofte ikke at tale med børnene forud for afgørelsen (39%). Det kan man kritisere kommunerne for. Mit fokus er at skabe muligheder for at sikre børnenes tarv og skolegang.

Den samlede samfundsmæssige udvikling er efter min mening bekymrende, fordi den bidrager til at undergrave det vigtigste for et skolebarns trivsel, nemlig familiens fællesskab og kærlighed - og familiens relationer med skolen.

Hvorfor opleves skole-hjem-samarbejdet som værende under pres?, spørger flere lærere og forældre, mens de kæmper for luft og tid til reelt at tale sammen. Man kunne vende den om og spørge: Hvorfor er skolens personale ikke uddannet til at sikre meningsfulde indberetninger i stedet for at være presset til at mistænkeliggøre flest muligt? Hvorfor er forældresamarbejde ikke en naturlig del af læreruddannelsen? Hvorfor bliver forældrenes repræsentanter i skolebestyrelsen sjældent uddannet - til at lave principper for samarbejde, kommunikation, skolefravær, trivsel mv. og føre tilsyn med skolens virke?
De manglende svar er alvorlige, fordi mange af grundene til børns bekymrende skolefravær faktisk skal findes i skolen. Lad mig uddybe dette som grundlag for en forbedret indsats:

En litteraturgennemgang af forskning i skolefravær fra Metodecenteret bekræfter, at mange årsager til skolefravær findes i skolen. Forskning viser, at elever med bekymrende fravær ofte er blevet mobbet og i nogen grad føler sig socialt isoleret i skolen. Sociale relationer i skolen kan altså identificeres som betydningsfulde stressfaktorer, der kan føre til, at det bliver for svært for børnene at gå i skole.

I undersøgelser peger elever også på manglende ledelse af klassen som udslagsgivende i deres skolefravær. En støttende og relationsbaseret klasseledelse kan derimod skabe bedre vilkår for dannelsen af sociale forhold i klassen for venskaber og gensidig respekt, som virker forebyggende i forhold til skolefravær. Et andet resultat af mangelfuld klasseledelse kan ifølge undersøgelser være uregerlige klasser, hvor læreren ikke magter opgaven, og derfor tyer til at skælde ud og andre magtanvendelser.
Som alternativ til skæld ud anbefaler forskere, at underviserne udviser ro og er nysgerrige og hjælpsomme overfor eleverne.

Nogle børn og unge med bekymrende fravær kan være sensitive overfor uforudsigelige hændelser. De bliver derfor nemmere påvirket af manglende struktur og forudsigelighed i skolen. Derfor kan brud med rutiner som eksempelvis skoleskift, skift til nyt klassetrin, klassesammenlægninger, lærerskift eller for mange forskellige vikarer skabe utryghed hos eleven. Det kan være en af forklaringerne på, at der er en øget forekomst af fravær blandt elever i udskolingen. Her begynder eleven også at blive mødt med forøgede krav om faglige præstationer, test og prøver, samtidig med at de sociale relationer bliver mere komplekse i teenageårene. Eleverne skal håndtere et miljø, hvor eleverne både skal være kammerater og konkurrenter i en moderne præstationskultur.

På grund af manglende viden om årsagerne til, at nogle børn har svært ved at gå i skole, kan skolerne i nogle tilfælde også overse seriøsiteten i elevens skolefravær og tilskriver måske problemet dovenskab, kedsomhed eller mangel på motivation. Derved risikerer man at fastholde eleven i fraværet, fordi eleven bebrejdes sin adfærd, fremfor at der bliver taget hensyn til problemet. Her er et godt skole‐hjem-samarbejde afgørende for, at skolens ansatte får en bedre fornemmelse for eleven og forældrenes oplevelse af situationen. Forældre vil altid gerne hjælpe deres børn, men eksempelvis sygdom eller misbrug kan stå i vejen. Ligesom fjernundervisning i corona-tiden gav mange forældre indblik i lærernes undervisning, blev mange børneværelser vist via skærmen og afhængigheden af forældrenes støtte i hverdagen gjort tydelige for skolernes personale og ledelse. Parterne kender altså hinandens stærke og svage sider bedre nu. Det bør vi udnytte til at sikre grundlag for bedre samspil mellem skole og hjem. Langt de fleste klarede det godt, for nogle forblev det svært, og meget få kunne ikke klare at have børnene derhjemme, hvis forældrene havde tiden.

Endelig kan mange skolers ringe fysiske undervisningsmiljø også spille ind, eksempelvis dårlige undervisningslokaler eller ulækre toiletter. Larmende og rodede klasseværelser kan også være en kilde til stress for en del børn og unge, ligesom en skole, der kan opleves som farlig eller voldspræget kan være en kilde til stress.

Samlet set er der altså adskillige forskningsresultater, der ikke peger på forældrene, men peger på, at vi, i stedet for at tale om børn med skolevægring, måske snarere skal tale om de forhold (kursiveret ovenfor) i skolen, der ekskluderer børnene fra skolen – og så sikre et effektivt og tillidsfuldt samarbejde mellem skole og forældre om børnenes trivsel. Derfor bør vi sammen tage et bedre fælles ansvar for at støtte klassernes fællesskab.

Jeg håber, at politikere, skolen og børneorganisationerne øger fokus på, hvordan ledelsesmæssige, sociale og fysiske forhold i og omkring skolen har afgørende betydning for elevernes manglende fremmøde i skolen. Hvis parterne omkring børnene ikke gør det, klarer vi ikke at forbedre elevernes trivsel i skolen. Jeg er overbevist om, at en stor del af årsagen til, at en del børn forlader skolen uden at komme i mål med de basale kundskaber til at læse og regne også kan findes på denne bane.
Det er i hvert fald sikkert, at det ikke medfører bedre trivsel blandt børn at nedbryde familierne med straf, mistro og grundløse underretninger fra samfundets side.