Af Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre

Ligesom tilfældet var med Erasmus Montanus, skal man være forsigtig med at fremture med tilsyneladende logiske, men så alligevel lidt for simple påstande om årsager og sammenhænge.

Børne- og Undervisningsministeren har netop offentliggjort en evaluering af folkeskolereformen, som viser, at vi nærmest er længere fra målet om højere faglighed og trivsel, end da vi begyndte. Konklusionen i evalueringen er, sagt lidt firkantet, at det ikke går bedre, trods en stor indsats. Der er altså brugt enorme ressourcer, med lille effekt. Faktisk er der ikke sket noget særligt med elevernes faglighed eller trivsel, og skal man endelig pege på noget, ja så er eleverne blevet lidt dårligere læsere trods flere dansktimer - og den negative sociale arv slår stadig tungt igennem.

Hvis vi skal løfte folkeskolen, tror jeg, vi skal ændre den måde, vi samarbejder om skolen på, med en bevidsthed om, at hvis vi ændrer noget ét sted, så påvirker det mange andre steder.

Det er derfor ikke givet, at flere dansktimer gør eleverne bedre til at læse, hvis man ikke tager tilstrækkeligt hensyn til skolens øvrige vilkår og andre forhold i elevens liv. Vi skal have hele barnets liv som perspektiv, hjemme, i skole og i fritiden for at forstå afhængighederne i skolens og elevens udvikling. Folkeskolen er et komplekst socialt system, der er indlejret i samfundets øvrige rammer og vilkår.

Skolens succes handler ikke alene om kvantitet, men også af kvaliteten af den skole vi byder vores børn. Er det sjovt at gå skole, er der variation i bevægelse, fordybelse og praksisfaglighed? Er der en kulturel musikalitet, en god tone og en daglig rytme, som gør at skolen lyder, som noget man har lyst til at være en del af? Eller bliver man mødt af skældud, uro og et dårligt undervisningsmiljø?

Mit forslag er, at vi fremover forpligter os til at udvikle folkeskolen sammen. Vi skal blive enige om et fælles fokus – eleverne – og så finde de kompromisser, som alle skolens parter kan se sig selv i og bidrage til at støtte. Konkret betyder det, at vi skal sikre at eleverne får en skoledag de trives i. Vi skal gøre det med udgangspunkt i fælles værdier og principper, en ledelse der bevarer motivationen og hjælper lærere og pædagoger med at sikre trivslen og lysten til at lære.

Vi skal finde bedre metoder og redskaber til at teste, evaluere og formidle elevernes faglige udvikling, som ikke forstyrrer, men støtter den faglige dømmekraft og sikrer en stærk feedback kultur. De nationale test skal erstattes med en kvalitetssikring, som alle accepterer. Vi vil have et fælles grundlag for samarbejdet mellem skole og forældre om elevens trivsel og læring, der også støtter klassens fællesskab.

De simple og enfoldige Erasmus Montanus-løsninger skal med andre ord væk - til fordel for gennemarbejdede løsninger, som alle skolens parter vil give et kvalitetsstempel.

Efter min mening er det også helt afgørende for at beholde en fælles folkeskole i fremtiden, at det bliver en folkeskole med stor lokal selvbestemmelse, som forældrene bakker op om. Folketing, kommuner og forvaltning bør i langt højere grad end i dag hjælpe skolens ledelse og bestyrelse på deres egne præmisser med at støtte lærere og pædagoger i at gøre eleverne glade og dygtige. Skolen og dens ressourcer skal ikke bruges til at forsøge at løse alle mulige andre sektorers problemer, som det desværre er blevet kutyme. Og så skal der være lokalt råderum til at vurdere lokale løsninger: Hvornår er der behov for lektiehjælp på tværs af årgangen eller en ekstra pædagog nogle timer i 1. klasse? Er det indskolingen eller mellemtrinnet der halter på trivsel, og hvordan får vi forældrene på banen som den ressource de er for børnene? Hvordan skaber vi et bedre samarbejde om praktik for udskolingen og overgang til den lokale erhvervsuddannelse?

Jeg ved, at den lokale skolebestyrelse i samarbejde med skolelederne har gode bud på, hvordan hverdagen bliver bedre på deres egen skole – ofte bedre bud end et fjernt politisk flertal kan stykke sammen på et skrivebord. Mange skolebestyrelser taler om at sætte fokus på at styrke børnenes chance for en god skolestart, styrke rammer og ressourcer omkring lærere og pædagoger i skole og SFO for bedre trivsel i klassernes fællesskab og et højt fagligt niveau, aktiv indsats for et godt forældresamarbejde, fælles principper og klare værdier i en løbende demokratisk proces i skolebestyrelsens dialog med ledelsen.

Vi skal selvfølgelig fortsat fortælle historien om Erasmus Montanus i folkeskolen, men hans metoder er vi bedst tjent foruden.

Denne blog er også blevet anvendt som et debatindlæg i Skolemonitor.