I Danmark har vi en tradition for, at Folkeskolen ikke skal være kampplads for ideologier og politiske holdninger. Udviklingen af folkeskolen bygger på bred opbakning fra både politikere, personale og forældre.
På trods af denne musketer-ed om borgfred i folkeskolen udkæmpes der lige nu en indædt kamp i folkeskolen – ikke en politisk kamp, men en arbejdskamp om, hvem der skal bestemme over lærernes arbejdstid.
Hvem der vinder kampen ved vi endnu ikke, men taberne kender vi allerede, nemlig eleverne som fra i dag ikke kan få undervisning.

Begge parter i arbejdskampen hævder, at de kæmper en ædel kamp for eleverne.
Men mens kommunerne sparer penge og lærerne tager hul på strejkekassen står hundredtusindvis af forældre nu med udfordringen om både at passe arbejdet, få deres børn passet og også finde erstatning for den undervisning, som eleverne ikke kan få i skolen.

Heldigvis har mange bedsteforældre meldt sig klar og både frivillige, foreninger og virksomheder er parate til at hjælpe forældrene, så børnene ikke bliver ladt alene hjemme, men er sammen med voksne, som sørger for fornuftige aktiviteter, mens arbejdskampen kæmpes på deres skole.

I forbindelse med konflikten har KL meddelt, at de garanterer eleverne minimumstimetal. En del kommuner tilbyder i dag allerede det vejledende timetal, så KLs garanti kan faktisk betyde, at eleverne IKKE får erstatningsundervisning, hvis konflikten bliver kort, fordi de allerede har fået minimumstimetallet.
Kommunerne er dermed ikke forpligtet til at give eleverne flere timer.
Det mener jeg ikke eleverne kan være tjent med.

Kommunerne har pligt til at føre tilsyn med eleverne, når de er i skole. Ikke kun i undervisningstiden og i pauserne, men også når der ikke er undervisning - fordi læreren er syg eller i dette tilfælde lockoutet.
Da KL varslede lockouten, lovede de forældrene, at der ville være nødpasning og dermed tilsyn med eleverne under konflikten.
KL skriver i sin vejledning til kommunerne: ”Under en konflikt vil eleverne være omfattet af skolens tilsynspligt – også i de undervisningstimer, der ikke kan gennemføres pga. en konflikt”…. ”Hvis elever sendes hjem fra skolen pga. en konflikt, skal dette ske i overensstemmelse med skolens sædvanlige retningslinjer for hjemsendelse i forbindelse med læreres fravær”.
På de fleste skoler er retningslinjen, at kun elever i udskolingen sendes hjem i tilfælde af lærerfravær. Det er en fornuftig retningslinje, der som regel er udarbejdet i skolebestyrelsen i samarbejde med forældrene.

Forældre oplever nu, at det er meget tilfældigt, hvilke årgange, der har undervisning og hvilke årgange der sendes hjem.
Det er klart utilfredsstillende for os som forældre, at så mange kommuner ikke opfylder deres tilsynsforpligtelse og sender de små klasser hjem.

Nogle skoler aflyser endda undervisning, som ikke er konfliktramt og udvider således konflikten. Det er jeg meget uforstående overfor. Børnene er hårdt ramt allerede. Al undervisning er bedre end ingen undervisning, og vores krav som forældre er, at kommunerne lever op til deres forpligtelser og strækker ressourcerne maksimalt.

Lærerne har siden lockouten blev varslet forsøgt at overbevise befolkningen om, at der ikke er noget de hellere vil end at undervise. Mange elever er også kommet hjem fra skole og har fortalt forældrene, at det var synd for lærerne, at de ikke fik tid nok til at forberede sig og at de skulle tvinges til at være på skolen ud over undervisningstiden. Ordene var som taget lige ud af DLFs annoncer.
Lærere har en særlig pligt til at orientere eleverne nuanceret, særligt når de selv er part i en konflikt som de orienterer eleverne om. Det er upassende at bruge eleverne i en faglig kamp.

Folkeskolereformen er ligeledes inddraget i arbejdskampen. Lærernes skræmmekampagne om lange skoledage med discountundervisning har haft sin virkning, så opbakningen til regeringens reformudspil er styrtdykket. Reformen kan dermed blive endnu et offer i arbejdskampen, og der kan gå lang tid inden vi igen får mulighed for sammen at lave et løft af folkeskolen, så flere elever kan blive så dygtige, som de kan.

Forældre og frivillige arbejder ihærdigt for at finde løsninger på pasning og undervisning af eleverne, så elevernes læring ikke bliver sat helt i stå.
Lærerne holder sig ikke tilbage med at kalde forældrenes initiativer for skruebrækkeri og stille spørgsmål ved hensigten med at yde en indsats for eleverne under konflikten.
I den forbindelse undrer det mig derfor meget, at lokale lærerkredse tilbyder undervisning og aktiviteter for eleverne under konflikten. Det må så i givet fald også være skruebrækkeri.
Jeg vil i den forbindelse minde lærerne om, at det er forældrene, der har ansvaret for børnene og at forældre og elever suverænt afgør, om børnene skal undervises hjemme under konflikten.

Mens kommunerne og lærerne udkæmper deres arbejdskamp i vores børns skole, kan vi som forældre stå på sidelinjen og se til, mens undervisning, lejrskoler og eksamen bliver ofret i en kamp om centrale aftaler eller ledelsesret på de enkelte skoler.

Når arbejdskampen er slut, vil eleverne og folkeskolereformen ligge tilbage på kamppladsen, og det vil tage lang til at genskabe tilliden til skolen.

Vi risikerer, at det nødvendige arbejde med at udvikle vores folkeskole, så den gør alle børn så dygtige de kan, løber ud i sandet.

Min opfordring til KL og Danmarks Lærerforening er derfor:

Find en anden kampplads til jeres arbejdskamp, sæt jer til forhandlingsbordet og udvis fairplay, giv plads til hinandens krav og ønsker. Find en løsning - for børnenes skyld.