Flere valgfag i udskolingen

Flere valgfag i udskolingen

Over de kommende år skal eleverne i udskolingen have flere valgfag - både med og uden eksamen. Det stiller krav til elever, personale og skoleleder, men også til skolebestyrelsen.

Med Folkeskolens kvalitetsprogram ligger det fast, at eleverne skal have mere valgfrihed, når det handler om de fag, de skal have i udskolingen. Det betyder i praksis, at eleverne får flere valgfag i 7.-9. klasse, og at der bliver flere fag at vælge mellem. Punkt 19 i Folkeskolens kvalitetsprogram, som har overskriften flere praktiske fag og større valgfrihed, er inddelt i tre underpunkter, som beskriver strukturen for valgfagene. 

Praktisk/musisk valgfag i 8.-9. klasse 
Først og fremmest skal eleverne fra skoleåret 2027/2028 have et praktisk/musisk valgfag i 8. og 9. klasse, som ligger udover det valgfag eleverne har i 7. og 8. klasse. Som det ser ud nu, kan eleverne i 7. og 8. klasse vælge mellem fagene håndværk og design, billedkunst, musik eller madkundskab. Fra 2027/2028 kan de dog også vælge faget teknologiforståelse. Udbuddet, som både gælder elevernes 1. og 2. valgfag, giver eleverne mulighed for at vælge et andet valgfag i 8. og 9. klasse, end det de vælger i 7. og 8. klasse. Selve udbuddet af valgfag kan ske lokalt på skolen, men også i samarbejde med flere skoler eller med den kommunale ungdomsskole. Sidstnævnte tiltag er imidlertid ikke nyt, da de tidligere regler også gjorde det muligt at samarbejde med ungdomsskolen om valgfag. Fælles for valgfagene er, at de udbydes som toårige trinforløb, og at eleverne har pligt til både at vælge et 1. og et 2. valgfag. En stor forskel på 1. og 2. valgfag er, at 1. valgfag, som udbydes i 7. og 8. klasse afsluttes med en afgangsprøve, mens 2. valgfag, som udbydes i 8. og 9. klasse ikke afsluttes med en afgangsprøve. 

Lokalt valgfag i 7.-8. eller 8.-9. klasse 
Udover de eksisterende valgfag i 7. og 8. klasse (med afgangsprøve) og de supplerende valgfag i 8. og 9. klasse (uden afgangsprøve), som bliver udbudt fra skoleåret 2027/28, skal eleverne kunne vælge et lokalt valgfag fra skoleåret 2025/2026. Faget kan ligge i enten 7. og 8. klasse eller i 8. og 9. klasse. Valgfaget skal have et omfang på 120 timer, hvoraf 60 af timerne tages fra valgfaget i 9. klasse. Det lokale valgfag afsluttes ikke med en afgangsprøve. Her kan eleverne frit vælge mellem de fag, der bliver udbudt, og der er ligeledes fri rammer for skolen i forhold til at beslutte, hvad de lokale valgfag skal indeholde. De frie rammer betyder også, at udbuddet af valgfag kan foregå i samarbejde med for eksempel andre skoler eller en kommunal ungdomsskole. En anden mulighed er at samarbejde med institutioner, som udbyder erhvervsuddannelser.  

Mulighed for valgfag uden for almindelig undervisningstid 
Fra skoleåret 2025/2026 bliver et forsøg med mulighed for undervisning i kommunale valgfag uden for almindelig undervisningstid (08.00 - 16.00) gjort permanent. Formålet med ordningen er, at det skal være muligt at udbyde flere valgfag, og at flere elever potentielt kan få det valgfag, de har angivet som deres førsteprioritet. Det skal dog stadig være muligt for eleverne at vælge valgfag, som ligger inden for skolens almindelige undervisningstid. 
 
Skolebestyrelsens handlerum 
Som skolebestyrelse bør man blandt andet interessere sig for udbuddet af valgfag, da det er en del af det obligatoriske princip for undervisningens organisering. I forhold hvilke valgfag, eleverne kan vælge, så ligger de allerede fast. Det gælder både det 2. praktisk/musiske fag i 8. og 9. klasse, som udbydes fra skoleåret 2027/2028 samt det 1. praktisk/musiske fag i 7. og 8. klasse. Det betyder dog ikke, at man som skolebestyrelse ikke har indflydelse. Udbuddet af valgfag kan nemlig ske i samarbejde mellem flere skoler eller den kommunale ungdomsskole. Har naboskolen eller ungdomsskolen særligt gode erfaringer med undervisning inden for visse valgfag, eller har de faglokaler, som egner sig godt til nogle af fagene, så er det oplagt at udarbejde et eller flere principper for, at valgfagene skal udbydes i samarbejde med andre aktører. 

I forhold til de lokale valgfag, som enten skal placeres i 7. og 8. klasse eller i 8. og 9. klasse, er der imidlertid endnu videre rammer. Her kan skolen nemlig selv bestemme, hvilke valgfag, den ønsker at udbyde. Det er i den forbindelse oplagt, at skolebestyrelsen udarbejder principper for, hvilken type valgfag, den ønsker eleverne skal kunne vælge mellem. Bør skolen prioritere bevægelse og udeliv? Eller skal der i højere grad fokuseres på mere praktiske, teknologiske eller kreative fag? Og er der i medarbejderstaben nogle med særlige kompetencer, der kan komme i spil? Da valgfaget, ligesom det er tilfældet med det 2. praktisk/musiske valgfag, ikke afsluttes med en afgangsprøve, er der mulighed for eksempelvis at tænke i alternative og smalle valgfag, som ellers ville have været vanskelige at gennemføre.  

Det er stadig muligt at samarbejde med andre skoler og ungdomsskoler, men når der er tale om lokale valgfag, er det også muligt at samarbejde med institutioner, som udbyder erhvervsuddannelser. På den måde kan man som skolebestyrelse være med til at skabe muligheder for, at de elever, som ønsker det, kan få indblik i, hvad visse erhvervsuddannelser har at tilbyde. 

Senest opdateret den

1. april 2025

af

Læs også

18.03.25
Overblik over folkeskolens kvalitetsprogram
Der er i alt 33 initiativer i aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, som vi her giver et overblik over – med et særligt fokus på, hvor de enkelte...
05.12.24
Afstem jeres forventninger - øvelse til skolebestyrelsesmødet
I kan have forskellige forudsætninger og forventninger til det arbejde, der følger med at sidde i en skolebestyrelse. Derfor er det vigtigt, at I...