Kan vi ikke få skolelederen til at flytte en lærer?

Kan vi ikke få skolelederen til at flytte en lærer?

Vi er et flertal i skolebestyrelsen, der har sagt til skolelederen, at han skal flytte en lærer væk fra indskolingen. Der er forældreklager, og den pågældende lærer er helt uegnet til at have med små børn at gøre. Men skolelederen siger bare, at det ikke er noget, vi skal blande os i. Men det er vel bestyrelsen, der fortæller skolelederen, hvad han skal gøre?

Svar:

Det korte svar er nej. Personale- og elevsager hører under kommunalbestyrelsens og skolelederens kompetenceområde, og skolebestyrelsen skal ikke sagsbehandle. Konkrete beslutninger om, hvor personalet arbejder, er altså ikke noget, skolebestyrelsen hverken skal eller kan diktere.

Men hvis forældre er utrygge ved, at en bestemt medarbejder har ansvar for deres børn, skal skolebestyrelsen vel gøre noget? Ja, bestemt. Det både kan og skal skolebestyrelsen reagere på, men det skal ske med respekt for arbejdsdelingen i skolens ledelse.

Skolebestyrelsen sætter retning for skolen gennem principper, som skolelederen skal lede skolen efter. Og når skolebestyrelsen fører tilsyn med skolen, skal skolelederen give enhver oplysning, der er nødvendig for at varetage tilsynet.

I den konkrete sag er det oplagt, at skolebestyrelsen tager forældrenes bekymring op som en tilsyns-sag og beder skolelederen om en redegørelse, der svarer på f.eks. disse spørgsmål: Hvad siger skolelederen til forældrenes bekymring? Er arbejdet i indskolingen i overensstemmelse med skolens værdiregelsæt og principper? Hvilke handlinger, mener skolelederen, der skal til, for at forældrene igen kan være trygge ved at sende deres børn i skole?

I stedet for at forsøge at dirigere skolelederen til konkrete handlinger, må I hæve perspektivet og se på, hvad skolen kan gøre på et mere overordnet plan. I kan naturligvis henstille til skolelederen at rette op på situationen, sådan som den er blevet klarlagt gennem skolelederens redegørelse og jeres efterfølgende drøftelse. Men endnu mere relevant for det niveau, skolebestyrelsen arbejder på, er det at se på den mere generelle situation og de bagvedliggende faktorer. Det kan f.eks. være, I skal omprioritere i budgettet, så der er flere midler til efteruddannelse af personalet, eller det kan være, der ligger en løsning i en ændring i undervisningens organisering, som I skal formulere et princip for. Uanset hvad I beslutter, er der nødt til at være et handlerum for skolelederen. Og sørg for at få redegørelse, indhold af drøftelse og beslutninger ført til referat.

Og så lige en ting mere: Det kan være, skolelederen kun kan give en fyldestgørende redegørelse ved at videregive personlige oplysninger om den pågældende indskolingslærer, og det må skolelederen så gøre. I § 44 i folkeskoleloven hedder det, at ”Skolebestyrelsen (…) fører (…) tilsyn med alle dele af skolens virksomhed, dog undtagen personale- og elevsager. Skolebestyrelsen kan fra skolens leder indhente enhver oplysning om skolens virksomhed, som er nødvendig for at varetage tilsynet.” Det betyder, at skolebestyrelsen også kan få personfølsomme oplysninger om personalet, hvis det er nødvendigt for at varetage tilsynet. Der skal blot ikke føres personhenførbare oplysninger til referat. Skulle man være i tvivl, så har daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) udlagt paragraffen her.

Læs i øvrigt mere om tilsyn i hæftet her: Tilsyn med skolen.

Senest opdateret den

24. maj 2017

af

pe

Læs også

05.12.24
Afstem jeres forventninger - øvelse til skolebestyrelsesmødet
I kan have forskellige forudsætninger og forventninger til det arbejde, der følger med at sidde i en skolebestyrelse. Derfor er det vigtigt, at I...
23.02.23
Princip for meddelelsesbogen
Skole og Forældre har formuleret nedenstående princip for meddelelsesbogen til inspiration til skolebestyrelserne