Handleplaner
I folkeskoleloven er det fastsat, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte mål og rammer for skolernes virksomhed. Kommunalbestyrelsen udarbejder en målsætning for skolevæsenet. Kommunens målsætning skal være i overensstemmelse med folkeskolens formål.
Skolerne udarbejder herefter en målsætning for den enkelte skole. Det er vigtigt, at kommunens målsætning er så bred, at der er plads til, at skolen kan udvikle sig i overensstemmelse med de lokale behov og ønsker.
På baggrund af målsætningen udarbejder skolen handleplaner, der synliggør målene. Desuden fastsættes en tidsplan. Det er vigtigt, at målsætning og handleplaner er blevet til i et samarbejde, hvor alle skolens parter har deltaget.
Skolens målsætning vedtages af skolebestyrelsen efter at have været drøftet i pædagogisk råd, hvis skolen har et sådant, elevrådet og MED-udvalget.
Det er meget vigtigt, at skolens målsætning, der kan indeholde skolens værdigrundlag, bliver til efter en længere debatperiode, hvor forældrene inddrages på forskellig vis, f.eks. ved klasseforældremøder og møder for klassernes kontaktforældre.
Det er desuden et meget godt grundlag for skolebestyrelsens løbende drøftelser om skolens udvikling.
Både målsætning og handleplaner bør også danne baggrund for skolebestyrelsens mundtlige og skriftlige orientering af forældrekredsen.
If. folkeskolelovens § 44, stk. 4 fastsætter skolebestyrelsen et værdiregelsæt for skolen. Værdiregelsættet skal være retningsgivende for god adfærd og respektfulde relationer mellem eleverne og mellem eleverne og lærerne. Værdiregelsættet skal også indeholde en antimobbestrategi. Skolebestyrelsen på den enkelte skole skal altså – udover at fastsætte skolens ordensregler – nu også fastsætte skolens værdiregelsæt. Værdiregelsættet skal udformes, så det også gælder for fritidsundervisningen, skolefritidsordningen og andre af skolens aktiviteter. Se også Ordensregler og værdiregelsæt.
Det er nu også et lovkrav, at skolen ikke alene har en antimobbepolitik, men også en handlingsplan mod mobning.
En anden slags handlingsplan kan komme fra kommunalbestyrelsen. Det fremgår nemlig af folkeskolelovens § 40 a stk. 3, at såfremt kvalitetsrapporten, som kommunalbestyrelsen udarbejder hvert andet år, viser, at det faglige niveau på en skole ud fra en helhedsvurdering, som det bl.a. kommer til udtryk i testresultater og prøveresultater, ikke er tilfredsstillende, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handlingsplan med henblik på at forbedre niveauet på skolen. Handlingsplanen skal vedtages på et møde i kommunalbestyrelsen. Forinden drøftelsen i kommunalbestyrelsen indhentes der en udtalelse om handlingsplanen fra skolebestyrelsen.