Kontaktforældre
Kontaktforældre er ikke direkte nævnt i folkeskoleloven og har ingen formel kompetence, sådan som medlemmerne af en skolebestyrelse har. De fleste skoler i Danmark har dog tradition for at vælge kontaktforældre i klasserne.
I Skole og Forældres definition er en kontaktforælder:
- Drivkraft i og tovholder på at skabe et positivt miljø blandt elever, ansatte og forældre
- Bindeled mellem klassens forældre, lærere og pædagoger
- Bindeled mellem klassens forældre og skolens bestyrelse og ledelse
Kontaktforældrenes opgaver
Trivselsansvarlig
Mange kontaktforældre er drevet af et stort ønske om at skabe et godt miljø i deres børns klasse. Det kan de bidrage til ved at tage initiativ til sociale arrangementer.
Bindeled til bestyrelsen
Skolebestyrelsen skal blandt andet formulere principper og føre tilsyn med skolens virksomhed. Jo mere skolebestyrelsen ved om skolens liv, desto bedre kan den udføre sit hverv. Her kan kontaktforældrene give input og være høringspart for skolebestyrelsen.
Valg af kontaktforældre
Kontaktforældre vælges af den enkelte klasse på det første forældremøde i skoleåret. Det er vigtigt, at der er tale om reelle valg hvert år, så nye interesserede nemt kan komme ind og sikre frisk blod. Der vælges typisk mellem to og fem kontaktforældre. På mødet kan de afgående kontaktforældre give deres erfaringer videre, og klassen kan forventningsafstemme, hvad den vil bruge kontaktforældrene til fremover. Når nye kontaktforældre er valgt, skal deres kontaktinfo hurtigst muligt på forældreintra, så de er til at få fat på.
Planlægning
Det er nemt at blive løbet over ende af hverdagen. Derfor er det en god investering for kontaktforældrene at planlægge årets forløb og få plottet ind i kalenderen, hvornår der skal foregå hvad, og hvem der har hvilke opgaver. Det gælder også møderne i kredsen af kontaktforældre og møder mellem kontaktforældre og skolebestyrelsen.
Læs mere om folderen Guide til kontaktforældre i Skole og Forældres webshop.
Se et par sider fra folderen: Teaser