Hvad er en skolebestyrelse?

Hvad er en skolebestyrelse?

Hvad er en skolebestyrelse? Hvad laver den? Og hvad skal der fremover arbejdes med? Det er måske nogle af de spørgsmål, forældrene gerne vil have svar på. Brug teksten som inspiration til at informere forældrene.

Folketinget har vedtaget, at der på alle folkeskoler i Danmark skal være en skolebestyrelse. Skolebestyrelsens sammensætning kan variere fra skole til skole, men folkeskoleloven angiver, at forældrene altid skal have flertal. Kommunen kan beslutte om den enkelte skole fx skal have foreningslivet repræsenteret i bestyrelsen.

  • Formanden for bestyrelsen skal være en forælder.
  • Forældrene i skolebestyrelsen vælges af og blandt forældrene på skolen og repræsenterer dermed alle forældre i skolebestyrelsen. 
  • I skolebestyrelsen vil du komme til at samarbejde med medarbejder- og elevrepræsentanter. Skolens ledelse er sekretær for bestyrelsen.
  • Som forældrerepræsentant bliver man valgt for 4 år.
  • Skolebestyrelsen er ifølge loven en del af skolens overordnede ledelse, ligesom skolebestyrelsen er et selvstændigt forvaltningsorgan. Det betyder blandt andet, at så længe skolebestyrelsen arbejder inden for rammerne af Folkeskoleloven og den kommunale styrelsesvedtægt, kan ingen ændre bestyrelsens beslutninger eller vedtagne principper.
  • Skolebestyrelsen er et lukket fora. Man må fortælle, hvad man selv har sagt, men man må ikke videregive fortrolige eller private oplysninger. Elevrepræsentanterne må dog ikke være tilstede, hvis bestyrelsen drøfter personspørgsmål.
  • Det er kun forældre-, lærer- og elevrepræsentanter i skolebestyrelsen, der har stemmeret. Hvis kommunalbestyrelsen har besluttet, at skolebestyrelsen skal have repræsentanter fra det lokale erhvervsliv eller foreningsliv, så har disse medlemmer dog også stemmeret.

Hvad laver en skolebestyrelse?

Skolebestyrelsen har indflydelse på alle områder, der vedrører skolens virksomhed inden for rammerne af folkeskoleloven og kommunens styrelsesvedtægt. Skolebestyrelsen har en række pålagte opgaver ifølge folkeskoleloven og skal gennem principper sætte retning for skolen virksomhed.

Her kan nævnes principper om:

  • Skolens værdier
  • Elevernes trivsel, herunder:
  • Ordensregler,
  • Antimobbestrategi og
  • Undervisningsmiljø
  • Samarbejdet mellem hjem og skole, herunder bl.a.:
  • Forældremøder,
  • Skole/hjem-samtaler samt
  • Information til forældrene om hvordan deres barn klarer sig i skolen, både fagligt og socialt (elevplaner)
  • Brug af holddannelse
  • Arbejdets fordeling mellem lærerne
  • mv.
  • Skolebestyrelsen skal også godkende skolens budget, der skal understøtte bestyrelsens principper og ønsker. 
  • Skolebestyrelsen fører tilsyn med skolens virksomhed. Det gøres gennem redegørelser fra skolens leder på skolebestyrelsesmøderne og tilsynet omfatter bl.a.:
  • Kvalitet i undervisningen
  • Elevernes trivsel
  • Skolens arbejde ud fra skolebestyrelsens fastsatte principper
  • mv.

Hvad skal skolebestyrelsen arbejde med fremover

Med den nye folkeskolereform, som træder i kraft 1. august 2014, bliver der en lang række områder som skolebestyrelsen skal eller kan arbejde videre med og sætte rammer for:

  • 45 minutters bevægelse hver dag
  • Café med tid til fordybelse og lektiehjælp
  • Samarbejdet mellem lærerne og pædagogerne
  • Samarbejde med foreninger, kultur- og erhvervsliv
  • Nye retningslinjer for elevplaner/elevfeedback
  • Udskolingslinjer eller toning af udskolingsklasser
  • mv.   

Skolebestyrelsen samarbejder med kommunalbestyrelsen og kommunens udvalg for skolerne på en række områder. Blandt andet skal skolebestyrelsen høres eller afgive udtalelse inden kommunalbestyrelsen kan vedtage endelige beslutninger. Det kan handle om blandt andet:

Styrelsesvedtægten der indeholder alle de rammer som vedrører skolestrukturen i kommunen

  • Ændring af skoledistrikter
  • Fælles ledelse af flere skoler eller institutioner
  • Rullende skolestart
  • Kommunens kvalitetsrapport og handlingsplan for skolerne
  • Skolebestyrelsens sammensætning
  • Ansættelse af ledere, lærere og pædagoger på skolen
  • Fravigelse af regler om den nye understøttende undervisning med henblik på to-lærer ordninger
  • mv.

Hvem kan vælges til skolebestyrelsen?

Alle forældre, der har indskrevet barn på skolen, kan stille op som kandidat til skolebestyrelsesvalget, også selvom barnet ikke er startet i skolen endnu. Der er dog nogle retningslinjer i forhold til forældremyndighed, hvis man som forælder også arbejder på skolen mv. Skolelederen kan oplyse om dette og det fremgår at Undervisningsministeriets bekendtgørelse om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelsen.

Hvem kan stemme til skolebestyrelsesvalget? 

Tilsvarende retningslinjer som ovenfor.

Senest opdateret den

23. februar 2021

af

Læs også

23.02.23
Princip for meddelelsesbogen
Skole og Forældre har formuleret nedenstående princip for meddelelsesbogen til inspiration til skolebestyrelserne
27.01.23
Passer jeres skole til børnenes grundlæggende behov?
Børne- og skoleforsker Louise Klinge oplister seks grundlæggende behov, som skal opfyldes hos børnene, for at de kan få et godt skoleliv. Opfylder...