Forældre, vi kan godt selv
Forældre, der betaler for lektiehjælp til deres børn, bliver fra flere sider fremhævet som fremtidens helte, fordi de tager ansvar og kompenserer for folkeskolens fejl og mangler ved at købe privat lektiehjælp til deres børn.
Jeg er blevet beskyldt for at være både intolerant, venstreorienteret, racist og helt ude af trit med virkeligheden, når jeg har udtalt, at privat lektiehjælp ikke er nødvendig for at få gode skoleresultater og at folkeskolen faktisk kan tilbyde alt det, som forældre betaler for i dyre domme.
Lad mig allerførst slå fast, at jeg intet har imod, at private virksomheder tjener penge på at undervise børn i læsning, engelsk, matematik, guitar eller ballet. Det jeg reagerer på er opfattelsen af, at det er nødvendigt at tilkøbe privat undervisning for at være sikker på, at vores børn kan få gode skoleresultater og være i stand til at vinde i kampen med asiaterne om arbejdspladserne i den globale fremtid.
For det er ikke nødvendigt. Folkeskolen kan i samarbejde med forældrene give vores børn gode skoleresultater og ruste dem til livet, både arbejdslivet og samfundslivet.
Danmarks placering i PISA-undersøgelserne bliver igen og igen trukket frem som argument for, at den danske folkeskole ikke fungerer, og at vi uddanner næste generation til tabere. Dette skræmmebillede får forældre til at søge hjælp i junglen af private lektiehjælpsfirmaer for at sikre, at deres børn ikke bliver taberne i jobkampen.
Kigger vi væk fra PISA og over på det øvrige udbud af internationale undersøgelser, så ser billedet heldigvis noget anderledes ud – i PIRLS-undersøgelsen (læsning i 4. Klasse) ligger Danmark på en 5. Plads. I den seneste TIMMS-undersøgelsen (naturfag i 4. Klasse) ligger Danmark på en 9. Plads og i demokratiforståelse (ICCS) er danske elever helt i top.
Så det går altså ikke så skidt i den danske folkeskole, som man kan forledes til at tro, hvis man udelukkende lytter til dommedagsprofetierne i medierne.
Engagerede forældre er en gave for børn, og nutidens forældre er engagerede. Aldrig har vi forældre deltaget så meget i vores børns liv, som vi gør i dag. Familiekalenderen er fyldt med aktiviteter med vores børn i centrum, fra arrangementer i skolen til fodboldturneringer, men alligevel fyldes forældre med evig dårlig samvittighed over alt det vi burde gøre, ifølge alverdens artikler med gode råd og anvisninger til forældre.
Vi ved fra udenlandsk forskning, at når forældre som taler med deres barn om hvad de lærer i skolen, bliver børnene dygtigere. Når forældre taler positivt om børnenes lærere, de andre elever i klassen og deres forældre, trives børnene mere. Når forældre taler med deres børn om dagens nyheder, bliver børnene nysgerrige og søger selv mere viden.
Alle forældre kan disse ting, men ikke alle forældre er opmærksomme på, at vi ved at tale med vores børn og skabe gode rammer omkring deres skolegang, kan gøre en enorm indsats for børns læring og trivsel. Se blot den store forskel det gjorde for børnene i udsendelsen med Xinxin at nogle gav elevernes læring opmærksomhed og tid. Og det kræver ikke to timers lektielæsning om dagen, mindre kan gøre det og forældre kan gøre en stor forskel.
Har vores børn lyst til at gå til matematik, engelsk, klaver eller fodbold i deres fritid, så er finder familierne en løsning for det, men at privat lektiehjælp er en nødvendighed er en voldsom overdrivelse. Forældre kan selv.