Strukturdebatten kører igen i mange af landets kommuner. Skolesammenlægninger, fællesledelse, storskoledistrikter er ord, som skolebestyrelser, kommunalpolitikere og borgere i mange af landets kommuner er ved at vænne sig til.

Jeg oplever rigtig mange kommunalpolitikere indlede debatten med, at de vil ændre skolestrukturen for at skabe bedre kvalitet for vores skolebørn.
Jeg oplever desværre også rigtig tit, at der ikke bliver sat punktum i den sætning, før der også bliver sagt ”og så skal vi også spare x millioner”.

Det er rigtig ærgerligt, for det kommer både til at betyde, at debatten om kvalitet stopper, inden den er begyndt, og at strukturdebatten udelukkende bliver en kamp for at bevare den lokale skole.

Jeg synes det vigtige er at holde fast i kvaliteten i undervisningen, når forandringens vinde blæser. Og det gør de. Ud over folkeskolereform, krav om mere it i undervisningen og øget inklusion er mange kommuner presset økonomisk og udsat for faldende børnetal.

Eksperterne siger, at god undervisning består af et godt miljø i klassen, at eleverne ved, hvad de skal lære og at læreren giver feedback, inddrager eleverne og varierer undervisningen.

God undervisning kan opnås på mange måder, så de konkrete løsninger kan være vidt forskellige, afhængigt at ønsker, behov og forudsætninger. Derfor er det vigtigt, at vi først taler om, hvad vi mener er kvalitet og hvad der skal til for at få kvalitet i skoledagen.

Og vi taler ikke bare kvalitet i en smal forstand. For nogen forældre er nærhed afgørende for deres oplevelse af kvalitet. Nærhed, med inddragelse af brugere, borgere og alle andre i lokalområdet, og nærhed i skolehverdagen med skole-hjem-samarbejdet og kendskabet til de medarbejdere, børn og medforældre, der er omkring vores barns klasse og skole.

Andre forældre vil køre så langt det skal være til skole, hvis bare deres kvalitetskrav bliver opfyldt.

For at skabe kvalitet inden for de rammer, der er til rådighed, er det derfor vigtigt at finde den rigtige løsning for hver enkelt område, hver enkelt skole og hver enkelt kommune.

Det er den opgave kommunalpolitikerne sætter sig selv på, når de starter diskussionen om skolestruktur.
Det er en opgave der kræver inddragelse af alle skolens parter, hvis den skal løses tilfredsstillende.

Hvis kommunalpolitikerne ikke sørger for tilstrækkelig kvalitet i de beslutninger, som de træffer om skolestrukturen, bliver resultatet færre elever i kommunens folkeskoler. Enten fordi der dukker nye friskoler op eller fordi familierne i det lange perspektiv finder et andet sted at bo.

Og hvis kommunalpolitikerne endelig vil lukke skoler, kan de i det mindste gøre noget for at blive oplevet som troværdige. En Facebook-ven skrev dette forslag til, hvordan politikerne kunne indlede en debat om skolelukninger: "Vi synes ikke der er børn nok til at drive alle vores skoler på en forsvarlig måde. Derfor bliver vi nødt til at lukke en skole. Det er svært for alle involverede: Vi vil derfor have fokus på at gøre tingene så betænksomt som muligt, så børn og voksne får færrest mulige skift."

Det gode råd er hermed givet videre, og hav så modet til at tage diskussionen om kvalitet. Ellers finder vi ikke de bedste løsninger. Heller ikke de steder, hvor pengene er få.