Sæt folkeskolen på dagsordenen til folketingsvalget

  • Stem på folkeskolen til folketingsvalget

Sæt folkeskolen på dagsordenen til folketingsvalget

Uro i timerne, for få penge og høje klassekvotienter er folkeskolens største problemer ifølge forældrene. Det viser en undersøgelse blandt folkeskoleforældre, som Skole og Forældre har foretaget.

En stærk folkeskole kommer ikke af sig selv. Derfor er det vigtigt, at folkeskolen bliver sat på dagsordenen i valgkampen op til folketingsvalget den 5. juni.

- Vi skal vælge nogle medlemmer til det nye Folketing, som aktivt vil arbejde for en stærk folkeskole i Danmark. Ifølge folkeskolens forældre er overskrifterne på det arbejde færre børn i klassen, ordentlig inklusion og en rimelig finansiering af folkeskolen. Min opfordring er, at vælgerne tænker på folkeskolen, når de går ind i stemmeboksen, siger Skole og Forældres formand, Rasmus Edelberg.

En undersøgelse, som Skole og Forældre har foretaget blandt forældre til børn i folkeskolen viser, at forældrene mener uro i klassen, for få penge og for store klasser er de største problemer i folkeskolen i øjeblikket.

Ifølge de kommunale nøgletal bruger kommunerne omtrent samme antal kroner pr. elev i 2018 som i 2009, når man korrigerer for udviklingen i priser og lønninger, hhv. kr. 68.281 (2009) og kr. 68.178 (2018).

- Som samfund er vi blevet rigere siden 2009. Det er ikke smittet af på folkeskolen, hvor klassekvotienten har været stigende gennem mange år. Vi er midt i en højkonjunktur, så det er både rimeligt og nødvendigt, at folkeskolen får del i velstandsudviklingen på linje med det øvrige samfund, siger Skole og Forældres formand.

Skole og Forældres formand opfordrer folkeskolens forældre og skolebestyrelserne til at engagere sig i valgkampen.

- Skriv et debatindlæg, deltag i et valgmøde eller arranger det selv. Lav opslag på sociale medier og tal med jeres familie, venner og bekendte om folkeskolen. Folkeskolen er både utrolig vigtig for samfundet som helhed og en afgørende faktor i mange lokalsamfund. Derfor skal folkeskolen på dagsordenen til folketingsvalget, siger Rasmus Edelberg.

Hvis du er interesseret i at vide mere om folkeskolens vilkår, kan du finde din lokale skole eller kommune på www.uddannelsesstatistik.dk
Der er også kommunalt opdelte data om folkeskolen på www.noegletal.dk – vælg ”undervisning” under ”nøgletal”.

Yderligere kommentarer: Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre, mobil: 23 27 05 38

 

Udgivet den

29. januar 2019

af

sp

Læs også

23.11.24
Skole og Forældre har fået ny formand
De delegerede på Skole og Forældres landsmøde har valgt næstformand Regitze Spenner Ishøy som ny formand. Den nye formand fik 101 stemmer mod 37 til...
11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...