650 mio. ekstra til landets kommuner er et lille plaster på et åbent sår
”Pengene er et lille plaster på et åbent sår, der har blødt alt for længe. Politikerne snakker om, at vi skal have bøgerne tilbage i folkeskolen, mere praktisk undervisning med faglokaler og materialer og at flere børn med særlige behov skal kunne være i folkeskolen. At flere skal trives. Det er svært at se, hvordan vi skal lykkes med det, når lærere fyres, læseindsatser bortprioriteres, lejrturen aflyses og specialtilbud flyttes til utrygge rammer uden tilstrækkelig med specialpædagogiske ressourcer. Vi må og skal prioritere folkeskolen i langt højere grad. Symbolpolitik er ikke nok.”
I mere end halvdelen af de 98 kommuner skal der spares tocifrede millionbeløb, og det er ovenpå en årrække, hvor der i forvejen er gennemført besparelser.
Protester i flere kommuner
I Rebild Kommune er der udsigt til besparelser på 76 mio. i 2024, hvor de 15 mio. skal findes på skoleområdet alene. Derfor har Skole og Forældre Rebild taget initiativ til flere dialogmøder med politikerne. Også på Frederiksberg har der været gang i den. Her har der allerede været demonstration mod besparelser, og en ny aktion er på vej den 4. september, hvor børn og forældre stiller skoene i protest.
”Vi ser nu forældre, skolebestyrelser, elever, skoleledere, pædagoger og lærere stå sammen rigtig mange steder i landet, og det er netop i disse dage, hvor de endelige kommunale budgetter forhandles, der skal kæmpes for at fastholde penge til skoleområdet. Den kæmpe indsats, der foregår, bakker vi som forening hundrede procent op om.”
Skole og Forældre har allerede fået en ny lokalafdeling på baggrund af besparelserne i Thy og Hannæs, og det forventes, at flere kommer til. Skole og Forældre oplever også flere henvendelser fra skolebestyrelsesmedlemmer, der vil vide, hvordan de kan kæmpe for børnene.
Skole og Forældre fortsætter arbejdet i den kommende tid for at sikre den nødvendige finansiering af skoleområdet.