Børnene skal ikke lappe kommunernes huller
Af formand for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg og formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen. Bragt i Avisen Danmark d. 17. marts.
Kommunalpolitikere gør noget andet, end de egentlig gerne vil. Og magtesløse, det er børnene også.
I mandags blev der i fællesskab råbt "Nok er nok" på pladsen foran Frederiksberg Rådhus. Forældrenetværket havde inviteret og var sammen med elever, lærere og pædagoger samlet til demonstration. For endnu en gang var der bebudet besparelser. Og det endda oven på en i forvejen offentliggjort sparerunde på skoleområdet på 1 procent fra kommunalpolitikerne.
De "voksnes beslutninger" gør rigtig ondt. Politikernes beslutninger. Ondt på børnene. Og det kan mærkes helt ude i skolehverdagen med fortællinger, der også gør ondt helt inde i sjælen.
Fortællinger, om en dreng, der bliver væk for sig selv og alle andre, fordi der mangler voksne i SFO og skolegård. Som hver dag føler, det er en kamp næsten på liv og død - og taler om at dø. Om et forældrepar, som gerne vil give deres barn det bedste skoletilbud og fremtidsudsigter, men ikke tør sige ja til et tilbud i almenskolens mellemformer, fordi det er for utrygt. Om en lærer, der sammen med sine kolleger har forberedt, hvordan de vil tage ansvar og lave særlige trivselsindsatser i klassen. Men nu oplever, at kollegaen er på vej væk - og nu må se til, at klassen sejler videre, og arbejdslysten daler. Om ordblindeindsatsen, der bliver væk, så bogstaverne får lov til at danse videre alene.
Fortællingerne fra Frederiksberg er ikke enestående. Det her er virkeligheden for mange kommuner, der er så pressede, at de lapper hullerne med børnene. På Frederiksberg bliver der heldigvis lyttet, og halvdelen af besparelser er taget af bordet og finansieret udenfor skoleområdet efter demonstrationen. Men skolerne er fortsat trængte. Og det bliver de ved med at være, indtil ansvarlige politikere på Christiansborg anerkender udfordringerne på skoleområdet og bidrager mere til en samlet løsning.
Giv kommunerne et større økonomisk spillerum, så vi kan sikre bæredygtige løsninger for børnene.
Kommunernes økonomi er presset oven på mange års stram styring, besparelser, skattestop og omprioriteringsbidrag. Og oveni er der kommet stigende priser, inflation og udgifter til det specialiserede område. Stigende mistrivsel øger antallet af visiteringer til specialområdet, som finansieres ved at svække kvaliteten i almenområdet med dårligere pædagogisk bemanding, større klasser, nedskæringer i forebyggelse, lange ventetider og dårligere samarbejde med forældrene.
Selvom man i kommunerne måske ikke i udgangspunktet ønsker at lappe hullerne med børnene, så har kommunerne oftest ikke muligheder for at gøre så meget andet end at træffe kortsigtede beslutninger og finansiere øget behov for specialindsats med midler fra almenområdet. Det giver mindre forebyggelse og dårligere almen kvalitet i bytte for behandling af akutte kriser, der nærmest permanent ”dukker op” i budgetterne.
For kommunerne må ikke køre med et underskud i nogle år for at investere i en massiv indsats, der gør en forskel og på den måde sparer penge på længere sigt. Derfor kan de ikke undgå at inddrage penge, hvor de kan, dvs. fra alle de forebyggende indsatser, der er nødvendige for den almene skole og SFO, når udgifterne til specialområdet vokser. De må ikke bare sætte skatterne op over ”budgetloftet”, selvom borgerne ønsker det. De muligheder er der ikke med den nuværende lovgivning.
Hvis vi ikke engang kan sørge for, at vores børn kan lære at læse trods dysleksi, ikke kan lave forebyggende indsatser og fastholde dygtige lærere, der kan hjælpe vores børn i trivsel - hvordan pokker skal vi så fungere som samfund i fremtiden?
Lad os nu for alvor se politisk vilje til at hjælpe kommunerne til at hjælpe os på skolerne, der kan hjælpe børnene. Lad os nu for alvor investere i vores børn. Og indtil det sker, så er der kun en ting at gøre. Forældre, elever, lærere, pædagoger og skoleledere må stå sammen og kæmpe for, at børnene ikke skal lappe hullerne i deres kommune.
Kommunalpolitikerne vil gerne gøre det gode. Men vi har brug for, at folketingspolitikerne kommer med ind i løsningsrummet, når det gælder lovgivningen - og er alle klar til det?
