Forældre tager godt imod aktivitetstimer

Forældre tager godt imod aktivitetstimer

De nye aktivitetstimer i regeringens folkeskolereform har stor opbakning blandt forældre til børn i folkeskolen. Der er også stor opbakning til flere timer i dansk og matematik, viser ny undersøgelse blandt Skole og Forældres medlemmer.

74 procent af forældre til børn i folkeskolen mener regeringens forslag om nye aktivitetstimer er en god eller meget god ide.
Det viser en undersøgelse, som Skole og Forældre har foretaget blandt sine medlemmer, der består af de forældre til børn i folkeskolen, der også er skolebestyrelsesmedlemmer.

- Der er solid opbakning blandt forældrene til de nye aktivitetstimer. Skole og Forældres budskab til undervisningsministeren er derfor, at vi forældre er positive overfor indførslen af de nye aktivitetstimer, hvis de giver mere kvalitet i undervisningen, siger landsformand i Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

Skole og Forældres undersøgelse viser også, at mere end 8 ud af 10 forældre støtter regeringens planer om at øge timetallet i dansk og matematik.

- Der er meget stor opbakning blandt vores medlemmer til at øge timetallet i dansk og matematik. Medlemmerne peger imidlertid også på, at kvaliteten af undervisningen er vigtigere, end antallet af timer. Derfor er det naturligvis afgørende, at flere timer bliver til flere kvalitetstimer og ikke bare flere timer, siger Mette With Hagensen.

En del forældre er imidlertid bekymret for, at den samlede længde på skoledagen i regeringens udspil bliver for lang, når der både kommer mange nye aktivitetstimer og flere lektioner i dansk og matematik.
I regeringens udspil vil skoledagen for børnehaveklasserne til 3. klasse slutte kl. 14, kl. 15 for 4. - 6. klasse og kl. 15.30 for 7. - 9. klasse.
Kun 0,3 procent af de adspurgte forældre mener den nye skoledag bliver for kort, 60,5 procent mener skoledagens længde bliver passende, mens 33,6 procent mener den nye skoledag bliver for lang.

- Jeg synes det er en god ide, hvis forligspartierne bag den kommende folkeskolereform skruer lidt ned for det ugentlige timetal og sørger for, at den enkelte skole får tilstrækkelig fleksibilitet til at tilrettelægge skoledagen. En del af vores forældre er bekymret for, om især de store elever får for lange skoledage. Særligt, hvis de også har lektier for, når de kommer hjem, siger Skole og Forældres landsformand Mette With Hagensen.

I morgen den 29. januar holder Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini og skolens parter endnu et møde i det såkaldte partnerskab om folkeskolen. På dagsordenen er blandt andet aktivitetstimerne.

Skole og Forældres undersøgelse er foretaget i perioden 24. - 28. januar 2013.
Skole og Forældres medlemmer er alle forældre til børn i folkeskolen og er samtidig medlemmer af en skolebestyrelse.
606 medlemmer af Skole og Forældre har besvaret spørgsmålene.

Yderligere kommentarer: Landsformand i Skole og Forældre, Mette With Hagensen, mobil:  3171 6378

Udgivet den

28. januar 2013

af

Læs også

23.11.24
Skole og Forældre har fået ny formand
De delegerede på Skole og Forældres landsmøde har valgt næstformand Regitze Spenner Ishøy som ny formand. Den nye formand fik 101 stemmer mod 37 til...
11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...