I sine anbefalinger til statsministerens 360-graders eftersyn af folkeskolen skriver Skolernes Rejsehold, at man kan styrke fagligheden ved at gøre skolerne større. Denne anbefaling begrundes med, at mindre skoler ikke kan tilbyde fuld linjefagsdækning, at de ikke har specialiserede resursepersoner inden for fx læsning eller AKT, at de er dyrere, og at små skoler sender flere elever til specialundervisning.

Det lyder jo besnærende, men lad os se lidt på de underliggende antagelser.

Den vigtigste forskningsmæssige antagelse bag anbefalingen er, at elever på store skoler præsterer bedre resultater end elever på små. I 2007 forsøgte professor Niels Egelund fra DPU at lave en statistisk analyse af PISA-resultaterne, der skulle vise netop dette. Men statistikprofessor Peter Allerup (også fra DPU) og tidligere overvismand Christen Sørensen tilbageviste analysen og konkluderede, at der ikke i det danske PISA-materiale er belæg for nogen sammenhæng mellem skolestørrelse og elevresultater. Det er da heller ikke dette materiale, Rejseholdet henviser til, men den new zealandske forsker John Hatties sammendrag af over 52.000 studier af, hvilke faktorer, der indvirker på elevernes resultater. Hattie sammenfatter 21 studier af amerikanske high schools, hvor han finder en moderat positiv effekt af skolestørrelsen. Skolestørrelsen er imidlertid kun den 59. vigtigste af de faktorer, han undersøger. Og overordnet konkluderer han at de faktorer, der vedrører skolen ” … er selvfølgelig  vigtige,  men det er ikke dem, der definerer forskellene i elevernes resultater. De er blandt dem med den mindste gavnlige effekt på elevresultaterne”.
Samlet set er der altså kun et meget svagt forskningsmæssigt belæg for, at det netop skulle være større skoler, der fører til bedre elevresultater.

En anden grund til at Rejseholdet foretrækker større skoler er, at disse skulle være billigere i drift. Som belæg herfor citeres en sammenfattende undersøgelse af et engelsk forskerteam under ledelse af Zoe Garrett af forholdene i secondary schools i Storbritannien og USA. Garrett finder en vis sammenhæng mellem skolestørrelse og udgiftsniveau, men konkluderer, at ” denne gennemgang giver ikke materiale til støtte for politiske initiativer, der udelukkende har til formål at forøge eller formindske størrelsen på skoler”.

I Danmark svinger udgifterne pr. elev voldsomt fra kommune til kommune, men ikke afledt af skolestørrelsen. Fx koster en gennemsnitselev stort det samme i kommunen med de mindste skoler(Læsø) som i den med de største(Lolland). Og Lejre kommune, der bruger knap 47.000 kr. pr. elev, har en gennemsnitlig skolestørrelse på 318 elever, mens Høje Taastrup kommune, der bruger 82.400 kr. pr elev, har i gennemsnit 382 elever pr. skole. Rejseholdet har fået lavet flere analyser, der undersøger de bagvedliggende årsager til forskellene i udgiftsniveauet. Skolestørrelsen er også blevet søgt brugt som forklaring, men undersøgelserne tyder ikke på, at skolestørrelsen spiller nogen væsentlig rolle for udgiftsniveauet. Tallene viser, at andre og mere betydningsfulde faktorer spiller ind på, hvor dyre skolerne er i de enkelte kommuner.

Vi står med andre ord med en anbefaling fra Folkeskolens Rejsehold, der baserer sig på en ubekræftet formodning om, at store skoler producerer bedre resultater end de mindre. Og på en ubekræftet formodning om, at de små skoler er dyrere pr. elev. På en formodning om, at små skoler har færre specialiserede resursepersoner, og på en ret sikker – men ikke uimodsagt – viden om at linjefagsdækningen er bedre hos elever på store skoler. Rejseholdet drager med andre ord nogle meget vidtgående konklusioner på et temmelig usikkert grundlag.

Hvad vi derimod har en ret præcis viden om, er konsekvenserne, hvis Rejseholdets anbefalinger føres ud i livet.
Den gennemsnitlige skolestørrelse i dag er 354 elever, og der er i Danmark kun 18 folkeskoler med 900 elever eller mere, hvilket er den skolestørrelse, Rejseholdet anbefaler. Men selv hvis vi siger, at skolerne fremover ”kun” skal have 600 elever for at leve op til kravet om tre spor på alle årgange, så betyder det, at 84 % af de nuværende skoler, eller 1334 skoler, skal ned- eller sammenlægges!

Hvis vi videre forudsætter, at den gennemsnitlige tresporede skole i fremtiden skal have 750 elever, så betyder det, at vi står tilbage med kun ca. 800 folkeskoler, mod de nuværende 1588 skoler. Og det forudsætter endda, at alle eleverne fra de nedlagte skoler kommer med over i de nye folkeskoler. Men det ved vi erfaringsmæssigt ikke bliver tilfældet. Forældrene vil nemlig ikke finde sig i, at deres lokale skole bliver taget fra dem. Så derfor åbner der to nye friskoler, hver gang kommunerne lukker tre folkeskoler. Hvis alle ét- og tosporede skoler lukker, således som Rejseholdet foreslår, så bliver nettovirkningen en markant tilstrømning til friskolerne.  Baseret på det gennemsnitlige elevtal i dag vil mere end hver tredje grundskoleelev i fremtiden komme til at gå i en af Danmarks 1400 (fremtidige) friskoler. I dag er det hver syvende.

Det er unægtelig nogle meget indgribende ændringer i folkeskolen, foretaget på et meget løst grundlag.

Man kan spørge, hvorfor Rejseholdet ikke i stedet tager et emne op, som vi har meget mere sikker viden om. Hvorfor er der ingen anbefalinger om i højere grad at bruge forældrene i elevernes læring? Forældrenes betydning for hvor meget eleverne lærer i skolen, er velbeskrevet i forskningen, og mere forældreinddragelse er en sikker vej til at få mere ud af folkeskolens ressourcer.

Måske er det slet ikke spørgsmålet om, hvordan vi skaber bedre læring i skolen, som Rejseholdet forsøger at besvare med forslaget om væsentligt større skoler? Men hvad er det så? Hvis vi ikke ved, præcis hvad der er spørgsmålet, så kan vi heller ikke bruge svaret til noget.