Livsduelighed vinder DM i skoleudvikling 2018
Lagoniskolen vinder DM i skoleudvikling 2018. Lagoniskolen i Haderslev har med udviklingsforløbet ‘KaMiBe’ formået systematisk og forskningsbaseret at sætte livsduelighed på skoleskemaet. Gennem bevægelse, mindfulness og træning af karakterstyrke udvikles elevernes brede kompetencer. I KaMiBe er det elevens personlige og sociale udvikling, som er i fokus. Skolen løber derfor med førsteprisen på 50.000 kr. Pengene blev uddelt på Skole og Forældres landsmøde i Nyborg den 23. november 2018. I alt blev der uddelt præmier for 100.000 kr.
Mange fremragende udviklingsforløb
Det er tredje år i træk, prisen for DM i skoleudvikling uddeles. I år var der 41 udviklingsforløb med i opløbet, og hidtil har flere end 150 skoler deltaget med flere end hundrede udviklingsforløb. Prisen er skabt for at sætte fokus på de mange fremragende udviklingsforløb, som folkeskolen er fuld af.
Vinderforløbet træner livsduelighed
Lagoniskolen sætter med vinderforløbet KaMiBe systematisk fokus på elevernes livsduelighed. Alle skolens klasser arbejder to-tre gange om ugen med KaMiBe (Karakterstyrker, Mindfulness og Bevægelse). Dette er skemalagt i den understøttende undervisning og KaMiBe er blevet et slags fag på linje med skolens andre fag. Danmarksmestrene oplever elever, der rykker markant, når det kommer til trivsel, motivation, optimisme, omstillingsparathed, nærvær, læringsparathed, relationer, læring, fællesskab og inklusion.
- Lagoniskolen viser, hvordan man laver god understøttende undervisning. Vinderforløbet skaber positive trivselsoplevelser for børnene, så de finder deres egne styrker både personligt og i relationen med de andre børn. Derfor vinder Lagoniskolen fortjent 1. præmien i DM i Skoleudvikling, siger Mette With Hagensen, landsformand i Skole og Forældre.
Vinderforløbet som gennemprøvet undervisningsmateriale
Vinderforløbet KaMiBe er startet som et forskningsprojekt i 2015 og Lagoniskolens lærere og pædagoger har i samarbejde med UC Syd og Haderslev Kommune løbende udviklet undervisningsmateriale til ”faget”. Materialet er gennemprøvet, evalueret og udviklet, så det rummer aktiviteter tilpasset skolens forskellige aldersgrupper.
Vinderen modtager 50.000 kr. på Skole og Forældres landsmøde
Lagoniskolen modtager 1. prisen i DM i skoleudvikling på kr. 50.000 den 23. november 2018 på Skole og Forældres landsmøde i Nyborg. DM i skoleudvikling er arrangeret af Danske Skoleelever og Skole og Forældre. I juryen er der foruden arrangørerne repræsentanter fra Danmarks Lærerforening, Børne- og Kulturchefforeningen, BUPL, Skolelederforeningen og Undervisningsministeriets læringskonsulenter. Se mere om kriterier på www.dmskoleudvikling.dk
Vindere af 2. - 5. præmie og publikumsprisen
Ud over vinderprisen uddeles der præmier fra 2.- til 5. pladsen samt en publikumspris.
Vinder: Lagoniskolen, Haderslev Kommune
Lagoniskolen sætter med ”faget” ‘KaMiBe’ systematisk livsduelighed på skoleskemaet og udvikler elevernes brede kompetencer gennem bevægelse, mindfulness og træning af karakterstyrke.
Skolen skaber positive trivselsoplevelser for børnene og styrker dem både personligt og i relationen med de andre børn. Med ‘KaMiBe’ formår Lagoniskolen at lave god, understøttende undervisning, der rent faktisk understøtter elevernes trivsel og læring.
KaMiBe er startet som et forskningsprojekt i 2015, og Lagoniskolens lærere og pædagoger har i samarbejde med UC Syd og Haderslev Kommune løbende udviklet undervisningsmateriale til KaMiBe. Materialet er gennemprøvet, evalueret og udviklet, så det rummer aktiviteter tilpasset skolens forskellige aldersgrupper.
2. plads: Nordskolen Højby, Odsherred Kommune
Nordskolen i Højbys arbejde med digitalisering og programmering viser, hvordan en skole kan arbejde evidensbaseret med at skabe fremtidens skole og uddanne eleverne i fremtidens kompetencer. Fra 1. til 9. klasse står programmering på skoleskemaet på linje med de andre fag. Det er blevet en del af elevernes hverdag hele vejen gennem skolen.
Skolen tager fat der, hvor der ikke er en fagbeskrivelse og et fag, og de udvikler selv ud fra det, de finder vigtigt for børnene. Alt sammen med udgangspunkt i spil og programmering. Og dét motiverer eleverne!
3. plads: Skolesamarbejdet i Nord, Odense Kommune
Skolesamarbejdet i Nord tager med deres udviklingsforløb fat på en af de helt centrale problemstillinger i skolevæsenet: At gøre eleverne uddannelsesparate.
Ved at gå systematisk til værks sikrer Skolesamarbejdet i Nord, at alle elever kommer ud og får mærket og set forskellige ungdomsuddannelser. Skolerne fokuserer på, at eleverne konkret introduceres til de mange forskellige uddannelsestilbud. Det betyder blandt andet, at når børnene kommer hjem og skal fortælle deres forældre, hvad de har oplevet, så bliver samarbejdet mellem barn og forældre om valg af uddannelse mere kompetent.
4. plads: M. C. Holms Skole, Morsø Kommune
M.C. Holms Skole tager med ‘Familieforstærkeren’ fat i skole-hjem-samarbejdet og sørger for, at det ikke kun kommer til at handle om trivsel. Det handler nemlig også i høj grad handle om læring.
Forældremøder og skole-hjem-samtaler er skiftet ud med familiemøder og familieopgaver, og hjemmet bliver brugt som en ressource i skolen.
Skolebestyrelsen, skolens pædagogiske personale og skolens ledelse har i fællesskab — og i samarbejde med Undervisningsministeriet, Morsø Kommune, Københavns Professionshøjskole og Rambøll Management — skabt et helt nyt fundament for alle de snitflader, der er mellem eleven, skolen og hjemmet.
Familieforstærkeren er både relations– og læringsforstærkende!
5. plads: Dragør Skole, St. Magleby Skole og Nordstrandskolen, Dragør Kommune
På de tre skoler i Dragør Kommune bliver verdenshistorien til lokalhistorie. Skolerne arbejder systematisk med at skabe en kreativ, varieret, motiverende og fysisk aktiverende historieformidling. Skolerne tager fat i det nære lokalsamfund og de lokalhistoriske elementer og kobler det til verden og verdenshistorien.
Dragør Skole, St. Magleby Skole og Nordstrandskolen formår at skabe en skoledag, hvor elevernes aktivitet er væsentlig højere end lærernes, som det var ønsket i folkeskolereformen. Der arbejdes ligeledes på en meningsfuld måde med at inddrage eksterne aktører i den åbne skole.
Men først og sidst skaber skolerne i Dragør skoledage, som eleverne ikke glemmer!
Publikumsprisen
Skolesamarbejdet i Nord har for tredje år i træk formået at få hele lokalområdet til at støtte op om netop deres udviklingsforløb. De vinder igen publikumsprisen for deres passionerede engagement.
Publikumsprisen findes på DM i skoleudviklings Facebook-side, og vinderen er det udviklingsforløb, som får flest delinger og likes—eller helt præcist: Delinger gange linkes.
Skolesamarbejdet i Nord fik 159 delinger og 163 likes til opslaget om deres samarbejde mellem folkeskoler, ungdomsskole. UU-vejledning, erhvervsskoler og virksomheder om at give eleverne konkret viden om uddannelse og jobmuligheder.
INFO OM DM
Skole og Forældre står sammen med Danske Skoleelever bag DM i skoleudvikling. DM i skoleudvikling er en landsdækkende konkurrence i skoleudvikling for alle folkeskoler. Konkurrencen skal være med til at få de udviklingsprojekter, som foregår ude på skolerne i centrum, både så andre skoler kan lade sig inspirere og for at hylde de indsatser skolens personale, bestyrelser og elever sætter i gang. DM i skoleudvikling indsamler udviklingsforløb og videreformidler disse. Se mere på www.dmskoleudvikling.dk
INFO OM PRÆMIEBELØB
Den samlede præmiesum er på 100.000 kroner, der fordeler sig således: 1. præmie: 50.000 kr. / 2. præmie: 20.000 kr./ 3. præmie: 10.000 kr. / 4. præmie: 5.000 kr. /5. præmie: 5.000 kr./ Publikumsprisen: 10.000 kr.
Kontakt: Projektleder Poul Exner, pe@skole-foraeldre.dk, tlf. 33 86 02 08, mobil: 42 77 02 36