Siden de triste sager, der har været fremme i medierne om grænseoverskridende adfærd på flere af landets skoler, så er det ord som sanktioner og straf, der står tilbage. Hvorfor egentlig, når forskning peger på, at det er på de forebyggende, pædagogiske og genoprettende indsatser, vi skal sætte ind?

Når vi straffer og sanktionerer børn, for noget de har gjort forkert, så er det en handling, alle kan forstå. Der er en konsekvens. August der slår, kan blive sendt hjem, få en eftersidning, blive sendt til enkeltmandsundervisning eller i et skoleskift. I dag er der allerede muligheder for at give de sanktioner, og vi mener, at ordensbekendtgørelsen kan det, den skal. Der er ikke behov for stramninger. For mere straf øger den adfærd, som vi gerne vil af med, viser forskning.

Alle børn skal kunne gå trygt i skole. Og det kan langt de fleste heldigvis også. Men desværre ser vi, bl.a. i de henvendelser, der kommer til Skole og Forældres Forældrerådgivning, at flere indskolingsbørn har det svært, og det smitter af på den måde, de agerer på. De er ved at lære sig selv at kende og regulerer deres følelser i klassens fællesskab. Det er en proces, alle skal igennem. Når børn ikke kan dividere, ved vi, at vi skal sætte ind med træning og pædagogiske indsatser i samarbejde med forældrene. Det samme bør gælde, når børn har en uhensigtsmæssig adfærd. Når børn er ved at lære, bør vi ikke straffe dem for det, de ikke kan, men anerkende og opmuntre til det de kan og lade dem bidrage, så de føler sig som en vigtig del af fællesskabet. Det vil føre til, at de positivt ændrer adfærd.

Det er klart, at vi har brug for, at der bliver handlet, når børn bliver udsat for ting, der er over grænsen. Som forældre til børn, der går over grænsen. Som forældre, hvis barn det går udover. Som elev i klassen, der kigger på. Vores retfærdighedssans kan hurtig tage over. Det gør den også for politikere. Men det er her, vi skal huske, at det er børn, vi har med at gøre. Og ofte børn, der har det rigtig svært. Hvis vi vil hjælpe de børn, så bliver vi nødt til at ændre vores mindset til at være optagede af, hvad der er på spil hos barnet i fællesskabet, hos de fagprofessionelle, i skolen og på hjemmefronten. Hvad er det, barnet har brug for hjælp til og så give barnet det. Ikke om fire år, men her og nu.

Når politikerne strammer ordensbekendtgørelsen, så bør de som minimum kigge på, hvad forskning har lært os. Hvis vi åbner op for at sende børn hjem i udvidet grad, så er vi også med til at ekskludere dem fra fællesskabet. Vi ved, at øget strukturel eksklusion og marginalisering i skolen kan have alvorlige og langsigtede konsekvenser med risiko for kriminalisering. Forskning viser også, at der er sammenhæng mellem brugen af sanktioner som pædagogisk redskab og øget aggressiv og voldelig elevadfærd. I et forskningsstudie fra USA fortsatte man brugen af sanktioner og straf som ‘pædagogisk redskab’ på en skole, mens man på en anden skole satte den form på pædagogik på pause og i stedet arbejdede med relationer og anerkendelse. På sidstnævnte skole blev elevernes adfærd bedre. Det medførte en række positive resultater: færre elever på skoleleders kontor, mindre antisocial og aggressiv adfærd og mindre hærværk. På den skole med straf og sanktioner blev adfærden værre.

Så kære børne- og undervisningsminister. Kære politikere. Hvornår er det, at I begynder at fokusere på de forebyggende, pædagogiske og genoprettende indsatser og bruger den viden og forskning, vi ved virker? Hvornår lægger I en plan for, hvordan I reelt vil løse det problem, vi står overfor?