Mandag morgen den 29. april 2013 var helt speciel hjemme ved os. Ungerne sprang nærmest ud af sengen og forventningens glæde strålede ud af øjnene på dem. De skulle i skole.
Efter fire uger med konflikt og meget sporadisk undervisning, var hverdagen og skolen endelig tilbage. Vores børn har aldrig været i tvivl om, at skolen er vigtig, men de sidste fire uger har bevidst, at ikke blot er skolen vigtig, skolen er livsnerven i børnenes og familiernes hverdag.
Fællesskabet og de daglige udfordringer har været savnede.

Det har været rigtig svært at stå på sidelinjen og se konflikten udvikle sig mellem KL og DLF og opleve hvordan gode venner og samarbejdspartnere udspillede et voldsomt drama, som kun de to kunne løse.
Det har ikke været kønt, og gennem en massiv pressedækning og mediekampagner har konfliktens parter prøvet at skaffe velvilje i befolkningen og få folkestemningen over på egen banehalvdel.

Kampens ofre har været børnene, som ikke kom i skole, og det har været en svær opgave at forklare de berørte børn, at de voksne, som plejer at hjælpe dem med at løse konflikter, ikke var i stand til at løse deres egen konflikt.

Konflikten er nu overstået og hverdagen er ved at vende tilbage på skolerne. Der forestår et stort arbejde med at få genetableret det gode samarbejde og tilliden mellem parterne. Flere har grinene sagt, at KL og DLF trængte til parterapi, men sammenligningen er ikke helt hen i vejret, for meget er sagt og gjort under konflikten, og de store følelser har været i spil, så der er sår, der skal heles, og skår der skal klinkes. Ikke kun mellem organisationerne men også ude på de enkelte skoler.

Løsningen er, at blive ved med at holde fokus på børnene, så de kommer gennem konflikten uden skrammer og de voksne får talt sig tilbage til det gode samarbejde, der kendetegner de fleste skoler.

Jeg er flere gange blevet spurgt, om der dog ikke har været noget positivt i konflikten og et enkelt lyspunkt bliver ved med at dukke op. Jeg deltog i et tv-interview sammen med en mor, som ikke havde et netværk som kunne hjælpe med at passe hendes søn, og under udsendelsen ringede en pensionist og tilbød sig som reserve-bedste for drengen. Om der blev skabt kontakt, ved jeg ikke, men det var det første af mange eksempler på fremmede som rakte en hånd ud til børn og forældre under konflikten.
Jeg håber, at alle de gode initiativer og kontakter, som er skabt under konflikten, vil vare ved til glæde og til gavn for vores børn.