Tilsyn med skolens virksomhed

Tilsyn med skolens virksomhed

På denne side kan I som skolebestyrelse få hjælp til at gennemføre systematiske tilsyn med jeres skole.

At føre tilsyn er både en pligt og en ret for skolebestyrelsen. Et systematisk tilsyn er en afgørende del af hemmeligheden bag den indflydelsesrige skolebestyrelse.

Skolebestyrelsen fører tilsyn med næsten alle dele af skolens virksomhed: de fysiske forhold, som fx bygningernes og skolemøblernes tilstand, undervisningens indhold, omfang og kvalitet, undervisningsmidler, SFO’en, elevernes trivsel, ledelsen af skolen osv.

Det eneste område, som skolebestyrelsen ikke fører tilsyn med, er konkrete personale- og elevsager. De hører under skolelederens kompetenceområde. Men skolebestyrelsen kan og bør, med afsæt i konkrete personale- og elevsager, diskutere, om der er behov for at føre tilsyn med et givent område. Hvor langt skolelederen må gå i sin orientering af skolebestyrelsen i personale- og elevsager reguleres af straffeloven, forvaltningsloven og persondataloven. Se yderligere oplysninger om tavshedspligt her.

Et systematisk tilsyn er en proces – en cyklus der aldrig slutter. Den starter med skolebestyrelsens behov for at føre tilsyn. Næste skridt er, at skolebestyrelsen indsamler viden. Herefter kommer vurderingen af denne viden, og til sidst igangsættes en række handlinger. Tilsynscyklussen er illustreret her.

Et af de vigtigste forudsætninger for et godt tilsyn er et godt vidensgrundlag. Ifølge Folkeskolelovens § 44 kan skolebestyrelsen indhente enhver oplysning fra skolens leder om skolens virksomhed, som er nødvendig for at varetage tilsynet. Se nærmere om brug af redegørelser fra skolelederen. (se eksempel på spørgsmål til skolelederens redegørelse samt skabelon til brug for redegørelser) Endvidere kan du her se en liste over de mange forskellige kilder, som skolebestyrelsen kan bruge, som vidensgrundlag for deres tilsyn.

En væsentlig kilde til viden er statistisk data, som der produceres stadig mere af. Læs her om brug af data.

Som alt andet af skolebestyrelsesarbejde foregår tilsynet på et skolebestyrelsesmøde. Der er dog intet i vejen for, at det også kan tage udgangspunkt i konkrete iagttagelser eller oplevelser, skolebestyrelsens medlemmer har haft. Skolebestyrelsens medlemmer har også ret til at overvære undervisningen som led i tilsynet med denne.

Nedenstående graf viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem at føre systematisk tilsyn med, at principperne bliver en del af skolens hverdag, og at være en indflydelsesrig skolebestyrelse:

Kilde: Skole og Forældres skolebestyrelsesundersøgelse 2014. Undersøgelsen blev gennemført blandt 551 skolebestyrelsesmedlemmer.

Senest opdateret den

14. maj 2024

af

pe

Læs også

05.12.24
Afstem jeres forventninger - øvelse til skolebestyrelsesmødet
I kan have forskellige forudsætninger og forventninger til det arbejde, der følger med at sidde i en skolebestyrelse. Derfor er det vigtigt, at I...
23.02.23
Princip for meddelelsesbogen
Skole og Forældre har formuleret nedenstående princip for meddelelsesbogen til inspiration til skolebestyrelserne