Pædagogisk læringscenter
Det pædagogiske læringscenter skal formidle forskningsbaseret viden om læring til skolens personale og understøtte samarbejdet mellem skolens ressourcepersoner
Det pædagogiske læringscenter er både et være- og lærested for elever, lærere og pædagoger på skolen. Det stiller undervisningsmidler til rådighed for undervisningen og vejleder i, hvordan man bruger dem. Læringsressourcerne i folkeskolen er dels fysiske materialer – eksempelvis bøger, pc'ere, it-programmer, dels virtuelle – eksempelvis elektroniske databaser og nettjenester.
Det er skolebestyrelsen, der inden for de fastlagte økonomiske rammer godkender skolens budget og dermed også budgettet for det pædagogiske læringscenter.
Det er skolebestyrelsens kompetence at godkende anskaffelser til det pædagogiske læringscenter, i overensstemmelse med folkeskolelovens § 44, stk. 4, ligesom skolebestyrelsen udarbejder forslag til læseplaner. I denne forbindelse bør det sikres, at der er sammenhæng mellem anskaffelserne og læseplanernes indhold. Det er derfor vigtigt at skolelederen og skolebestyrelsen løbende informeres om virksomheden, så der er tillid til, at det pædagogiske læringscenter fungerer optimalt og professionelt.
Fra den første skoledag skal eleverne møde et kulturtilbud på skolen. Det pædagogiske læringscenter stiller alsidig og aktuel skøn- og faglitteratur til rådighed og opfylder på den måde den kulturelle forpligtelse over for eleverne, jf. folkeskolens formålsparagraf folkeskolelovens § 1 og i særdeleshed stk. 1. Det pædagogiske læringscenter kan i hele sit virke opfattes som kulturformidler. Det skal støtte og udvikle en læsetradition blandt eleverne, som kan følge dem hele livet og give mulighed for gode kulturelle oplevelser med bøger og andre medier.
Det pædagogiske læringscenter giver eleverne mulighed for at låne bøger med hjem til fritidslæsning, ligesom det tilbyder en række forskellige læseoplevelser, der stimulerer børns læsning og læselyst.
Det pædagogiske læringscenter samarbejder med folkebiblioteket og andre eksterne institutioner. På denne måde får eleverne tilgang til endnu flere læringsressourcer.
Til supplering af skolebibliotekets egne samlinger kan der fremskaffes undervisningsmidler fra fællessamlinger, pædagogiske centraler, CFU (centre for undervisningsmidler), folkebiblioteker og andre eksterne samlinger.
Efter skolelederens beslutning kan det pædagogiske læringscenter også understøtte samarbejdet med det lokale idræts-, kultur- og foreningsliv samt koordinere skolens evaluering af læringsresultater.
Se nærmere i Bekendtgørelse nr. 687 af 20/06/2014 om folkeskolens pædagogiske læringscentre.