Lektiehjælp og faglig fordybelse
Tilbuddet skal have et omfang af 80 timer om året (2 timer pr. uge) for 0.-3. klasse og for 7,-9. klasse, mens det for 4.-6. klasse skal gives i 120 timer pr. år (3 timer pr. uge).
Inden for dette tilbud skal der gives faglig støtte til eleverne, så de sikres et tilstrækkeligt udbytte af undervisningen. Lige som i skolens øvrige undervisning er der krav om undervisningsdifferentiering, dvs. at både de fagligt stærke og svage elever skal udfordres.
Det er frivilligt for eleverne at deltage i lektiehjælp og faglig fordybelse, og forældrene kan fra dag til dag beslutte, om de skal deltage. Tilbuddet skal derfor ligge i ydertimerne om eftermiddagen, og kommunen skal tilbyde plads i SFO eller lignende til elever, der fravælger tilbuddet om lektiehjælp og faglig fordybelse, uden at der kræves merbetaling fra forældrene af den grund.
Ifølge lov nr. 1641 af 26. december 2013 gøres lektiehjælp og faglig fordybelse obligatorisk for eleverne efter det folketingsvalg, der udskrives senest i efteråret 2015.
Skolebestyrelsen kan udarbejde principper for skolens lektiehjælp og faglige fordybelse.