Det skærer i hjertet på mig, når jeg oplever børn i verden, som ikke går i skole, men lever et forhutlet liv på gaden eller som fordrevne på grund af krig eller naturkatastrofer og jeg bliver glad, når det trods nød og elendighed lykkes at stable en skole på benene og skabe et fast holdepunkt i børns liv på trods af den nød og usikkerhed, der findes omkring dem.
Jeg har set begge dele på rejser rundt i verden og hver gang tænkt med glæde på den danske folkeskole.

Derfor bliver jeg oprørt over, at der nu lægges op til forringelser af det skoletilbud vi vil give flygtningebørn i et nyt lovforslag om særlige kommunale undervisningstilbud til udenlandske børn og unge.

Med lovforslaget vil kommunerne få næsten frit spil til at lave et hvilket som helst undervisningstilbud til flygtningebørn, så længe tilbuddet bare ”står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen”.
Lovforslaget er, efter min bedste overbevisning, skræddersyet til at give økonomisk pressede kommuner ret til at lave discountundervisning for flygtningebørn.

FN’s børnekonventions artikel 28 fastslår, at verdens børn har ret til undervisning og at det er statens pligt til at sikre, at grundskoleundervisningen er obligatorisk og gratis for alle børn. Artikel 29 fortsætter med at beskrive indholdet af undervisningen og samfundets ansvar for, at undervisningen udvikler barnets personlighed og evner, at den forbereder barnet til et aktivt liv som voksen, fremmer respekten for menneskerettighederne og udvikler respekt for barnets egne kulturelle og nationale værdier.

I Europa og også i Danmark modtager vi lige nu mange flygtninge. Blandt disse flygtninge er der mange børn. Børn som altså gennem FN’s børnekonvention, som Danmark har tilsluttet sig, har krav på undervisning og undervisning som lever op til konventionen – der har nogenlunde de samme elementer som formålsparagraffen for Folkeskolen.

Det er en stor mundfuld med så mange flygtningebørn. Der forventes op til 15.000 nye flygtningebørn til Danmark i 2016. Det svarer til 50 gennemsnitsskoler eller 1.250 modtageklasser, men det lovforslag der er fremsat om særlige tilbud om grundskoleundervisning kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Jeg anerkender, at kommunernes økonomi er presset og at vi ikke har det antal lærere med kompetence til at undervise i dansk som fremmedsprog, som er nødvendige lige nu, men de udfordringer skal ikke give kommunerne frit spil til at tilbyde næsten hvad som helst til de nyankomne flygtningebørn og kalde det undervisning. 

Vi må som forældre og medborgere stille krav om, at alle børn i vores land får en undervisning af god kvalitet, en undervisning som udvikler børnene og gør dem i stand til at blive medborgere i vores samfund. Hvis vi svigter den opgave nu, kan vi se frem til mange ulykkelige skæbner og, noget som politikere måske kan forstå, store udgifter til forsørgelse af børnene, når de bliver voksne.

Derfor skal vi gøre det bedre, end lovforslaget lægger op til, inden for de lovrammer vi har i dag.

Det kan godt give mening at inkludere flygtningebørnene i almenklasserne, men det skal være med tilstrækkelig sproglig og emotionel støtte, for ellers lærer børnene blot ”frikvarters”-sprog og det er ikke nok, hvis børnene også skal kunne begå sig i undervisningen.

Som Professor Anne Holmen har sagt flere gange for nylig: ”Hvis man ikke tager hånd om flygtningebørnenes behov, bliver det selvfølgelig en belastning for alle. Både for flygtningebørnene og de andre elever”.

Skole-hjem-samarbejdet er omdrejningspunktet i den danske folkeskole og derfor skal vi have flygtningebørnenes forældre med, så de også bliver en del af skolen og bidrager og bakker op om deres barns skolegang. Her har vi mange gode erfaringer, blandt andet fra ”Brug Folkeskolen” i København. Erfaringer som vi kan bruge til at introducere forældrene til den danske folkeskole og dermed også til det danske samfund.

Lad det lovforslag falde og skab gode løsninger lokalt med fokus på børnene og samarbejdet med forældrene, så vi også i Danmark kan få glade smil på ansigterne på de børn, som indtil nu har haft en barndom, som ligger så langt fra det, som børn bør opleve.

Der findes mange gode erfaringer, som kan bidrage til gode løsninger også selv om det er en kæmpe opgave.
Denne opgave skal løses, for gør vi det ikke godt for børnene, kan vi være sikre på, at der venter endnu større opgaver forude.