Ja, ja - elevfravær er forældrenes skyld
Af Mette With Hagensen, formand, Skole og Forældre
Så rammer endnu en undersøgelse om elevers fravær avisspalterne, og lige så sikkert kommer der en kommentar fra en politiker eller en embedsmand om, at det er for dårligt, og nu må forældrene tage sig sammen og få sendt deres børn i skole.
Ja, selvfølgelig er det forældrenes ansvar at få børnene afsted i skole hver dag. Det er jo ligesom den aftale, vi har lavet med skolen, da vi meldte vores børn ind.
Ind i mellem er det dog ikke så nemt, som det lyder. De store børn afleveres jo ikke ved skoleporten, og de kan nemt tage en anden vej end vejen til skole, når vi har vinket farvel til dem ved hoveddøren. Og hvis skolen ikke giver besked ved manglende fremmøde, så kan der gå meget lang tid, inden forældrene opdager, at den unge ikke tager i skole hver dag.
Andre gange er det meget synligt for forældre, når vores børn starter dagen med at have ondt i maven eller ondt i hovedet og ikke kan komme i skole lige den dag og den næste og et par dage i sidste uge.
Men hvad er så årsagen? Er det migræne eller er der noget ovre på skolen, som ikke fungerer og gør, at vores barn ikke har lysten til at komme i skole.
Så ja, det er forældrenes ansvar, men det er ikke alene forældrenes opgave at få det til at ske, og kun i samarbejde mellem barn, skole og forældre kan vi finde årsagerne til, at børnene ikke kommer i skole og kun sammen kan vi finde løsninger, der fører til, at børnene igen begynder at komme i skolen.
Først og fremmest skal forældrene vide, om barnet kommer i skole eller ej, og det kræver, at både skole og forældre bliver bedre til at melde børn syge og give besked. Derfra handler det om sammen at finde veje til at få børnene til at komme i skole og blive der hele dagen, også selv om dagene ind i mellem føles lange eller ikke giver mening i nuet. For det er vigtigt at være en del af klassens fællesskab.
Det er fællesskabet, vi husker, når skoletiden er slut. Det skal alle have del i.