Inspirationsprincip for skolens arbejde med bevægelse
[Download inspirationsprincippet som pdf]
Formål med princippet for bevægelse:
Princippet skal sikre, at bevægelse er en integreret del af hverdagen på skolen, og at bevægelse bidrager til eleverne trives, mens de lærer. Derudover har princippet til formål at sikre, at eleverne får en mere varieret og spændende skoledag med gode bevægelsesfællesskaber i klassen. Endelig er det også et overordnet formål at fremme bevægelsesglæde som et grundlag for aktive vaner og livslang bevægelse for alle elever.
Skolens rolle:
- Skolen tilstræber, at underviserne har adgang til materiale, der nemt kan anvendes som inspiration til arbejdet med bevægelse. Fx har Dansk Skoleidræt "Aktivitetsdatabasen", hvor der er materiale til meningsfuld bevægelse i alle fag på alle årgange.
- Skolen deltager så vidt muligt i idrætsdage og -uger som for eksempel Skolernes Motionsdag, skoleturneringer, -stævner, tema og emneuger om idræt, bevægelse og sundhed.
- Skolen tilstræber at inddrage eleverne og give dem medbestemmelse i den bevægelse, der foregår i løbet af skoledagen, så de oplever den som meningsfuld og lærerig.
- Skolen arbejder henimod at have en eller flere bevægelseskoordinatorer med ansvar for at understøtte og sikre, at bevægelsen lever på skolen.
Forældrenes rolle:
- Forældrene bidrager så vidt muligt med en positiv tilgang til leg og aktiviteter, som skaber endnu mere bevægelsesglæde hos eleverne.
- Forældrene forsøger så vidt muligt at understøtte bevægelse i skoledagen ved at tænke over, hvordan elevens transport til og fra skole kan foregå aktivt.
- Forældrene tilstræber at hjælpe og minde eleven om altid at have idrætstøj med, når eleven har idrætsfaget på skemaet.
- Forældrene bidrager så vidt muligt til leg og aktiviteter, der fremmer bevægelsesglæde hos eleverne uden for skoletiden – f.eks. i forbindelse med legeaftaler, sociale arrangementer o.l.
Senest opdateret den
7. september 2026




