Ansættelser i folkeskolen
Folkeskolens personale er ansat ved kommunen, og den formelle kompetence til at ansætte og afskedige skolens ledere, lærere og pædagoger ligger derfor ved kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan godt uddelegere sit ansvar, så i praksis er ansættelse af lærere og pædagoger overladt til den enkelte skoles leder, og hvis der skal ansættes en skoleleder, ligger opgaven typisk hos kommunens skolechef.
Efter folkeskolelovens § 40, stk. 6 og § 44, stk. 7 er der to forskellige procedurer - en ved ansættelse af skolens leder og en anden ved ansættelse af andre ledere end skolens leder samt lærere og pædagoger:
Ved ansættelse af skolens leder "skal mindst én repræsentant for skolebestyrelsen deltage i beslutningen om, hvem der tilbydes ansættelse i stillingen". Det vil i praksis sige, at skolebestyrelsen udpeger en eller flere fra skolebestyrelsen til at varetage skolebestyrelsens interesse i ansættelsen.
Ved ansættelse af andre ledere samt lærere og pædagoger skal skolebestyrelsen afgive udtalelse, inden der træffes beslutning om ansættelse. I forhold til ansættelser, der ikke er omfattet af reglen – det gælder for eksempel ansættelse af skolesekretær, pedel eller personalet i en eventuel skolefritidsordning og i øvrigt også uansøgt flytning af ansatte mellem skolerne i kommunen – kan skolebestyrelsen godt vælge at udtale sig alligevel. Kommunalbestyrelsen kan også have skrevet ind i styrelsesvedtægten, at skolebestyrelsen også skal udtale sig i de tilfælde.
Ansættelse af skoleleder
Vær opmærksom på, at loven giver adgang til, at skolebestyrelsen har mindst en repræsentant i ansættelsesudvalget ved ansættelse af en skoleleder (folkeskoleloven § 40, stk. 6). Der er altså noget at forhandle med forvaltningen om, når processen skal til at begynde. I betragtning af, hvor central en post skolelederen beklæder, er det Skole og Forældres anbefaling, at der er mindst to repræsentanter for skolebestyrelsen med i ansættelsesudvalget.
Skolebestyrelsens rolle i ansættelsesudvalget er at varetage hele skolens interesser. Her er det værd at lægge mærke til, hvem der i øvrigt er repræsenteret og især ikke repræsenteret i ansættelsesudvalget, og I må spørge jer selv, hvad det er vigtigt at lægge vægt på set fra de forskellige synsvinkler. Som skolebestyrelse er det særligt vigtigt at have øje for forældrenes og elevernes synsvinkel. Til gengæld kan I overlade det til skolens daglige ledelse at vurdere, om ansøgernes faglige kvalifikationer er på plads.
Hvis man skal ansætte en skoleleder, vil det almindeligvis være et anliggende, der har stor interesse for alle medlemmer af skolebestyrelsen, og der er i princippet ikke noget til hinder for, at alle skolebestyrelsesmedlemmer - dog undtaget elevrepræsentanterne - kan sidde med i udvalget. Under alle omstændigheder skal man være opmærksom på, at det alene er skolebestyrelsens repræsentanter i ansættelsesudvalget, som har adgang til alle ansøgningerne. Den øvrige skolebestyrelse kan ikke få tilsvarende adgang til personoplysninger, da det vil være den eller de repræsentanter, som skolebestyrelsen har valg til ansættelsesudvalget, som på skolebestyrelsens vegne fremmer skolebestyrelsens krav og ønsker til en ny skoleleder i forbindelse med ansættelse.
Forslag til procedure ved ansættelse af en leder på skolen
- Den ansættende leder informerer skolebestyrelsen, når der skal igangsættes en ansættelsesproces.
- Skolebestyrelsen mødes for at
- drøfte og beskrive ønsker og krav til stillingen og den ideelle ansøger
- vælge repræsentanter til ansættelsesudvalget
- Den ansættende leder udarbejder stillingsopslaget, som forelægges skolebestyrelsen til dennes udtalelse, hvorefter stillingen slås op.
- Ansættelsesudvalget udvælger kandidater og afholder samtaler. Eventuelt i to runder. Husk at indhente referencer.
Udtalelse ved ansættelse af en anden leder, lærer eller pædagog
Det er kun ved ansættelse af skolens leder, at loven stiller krav om, at skolebestyrelsen er repræsenteret i ansættelsesudvalget. Men det betyder omvendt ikke, at skolebestyrelsen ikke kan have en eller to repræsentanter i ansættelsesudvalget. Når der skal ansættes lærere, pædagoger eller andre ledere på skolen, end skolens leder, er lovens krav, at skolebestyrelsen udtaler sig, inden der træffes beslutning om ansættelse. Det fremgår af folkeskolelovens § 40, stk. 6. Der er altså tale om både en ret og en pligt for skolebestyrelsen til at afgive udtalelse.
Hvis skolebestyrelsen er repræsenteret i ansættelsesudvalget - ligesom ved ansættelse af skolens leder - må man antage, at der gælder de samme retningslinjer, som ved ansættelse af skolens leder, hvor det er skolebestyrelsens repræsentant, som varetager skolebestyrelsens interesse. Men nedsættelse af et ansættelsesudvalg med repræsentanter fra skolebestyrelsen fratager ikke skolebestyrelsen retten til at afgive en udtalelse. Hvis skolebestyrelsen ikke er repræsenteret i ansættelsesudvalget, og hvis der er flere ansøgere til en stilling, bør skolebestyrelsens udtalelse omfatte mindst to ansøgere, men der er intet til hinder for, at udtalelsen kan omfatte flere. Skolebestyrelsen kan eventuelt foretage en prioritering af ansøgerne.
Lovgivningen giver ingen nærmere anvisning på, hvordan skolebestyrelsen skaffer sig det nødvendige grundlag til at kunne afgive en udtalelse. Men man må indhente oplysningerne fra skolens leder, som må videregive de personoplysninger, som er nødvendige for at skolebestyrelsen kan afgive udtalelse. Den præcise afgrænsning er imidlertid uklar.
Udtalelsen besluttes på et møde
Da skolebestyrelsen udøver sin kompetence på møder, må der holdes et skolebestyrelsesmøde, for at skolebestyrelsen kan beslutte sin udtalelse.
Det kan forekomme som et voldsomt krav, at der skal et skolebestyrelsesmøde til, før skolen kan ansætte undervisende personale, men her kan man eventuelt – for at sikre en effektiv og smidig arbejdsgang – afholde et kort ekstraordinært onlinemøde med blot udtalelsen på dagsordenen.
Under alle omstændighed er det hensigtsmæssigt, at ansættelsesprocessen er planlagt i god tid og med hensyn til, at skolebestyrelsen kan afholde møde for at beslutte en udtalelse.
Vær opmærksom på, at eleverne ikke kan deltage i de dele af processen, hvor de konkrete ansøgere bliver drøftet, da det handler om personoplysninger. Men husk at inddrage dem i den første del af processen, hvor skolebestyrelsen formulerer ønsker til stillingen og ansøgeren.
Forslag til procedure ved ansættelse af en lærer eller pædagog
- Skolelederen udarbejder et udkast til stillingsannoncen, som drøftes i skolebestyrelsen.
- Skolebestyrelsen vælger repræsentanter til ansættelsesudvalget.
- Skolebestyrelsen afholder møde samme dag, som der har været ansættelsessamtaler. Det kan eventuelt være et onlinemøde. Repræsentanterne i ansættelsesudvalget redegør for
- Antallet af ansøgere
- Hvem der var indkaldt til samtale med nærmere information om ansøgninger og profiler
- Hvem ansættelsesudvalget peger på og begrundelserne for valget.
- Efter drøftelse afgiver skolebestyrelsen sin udtalelse.
- Skolebestyrelsesformanden giver umiddelbart efter mødet den ansættende leder besked om skolebestyrelsens indstilling. Hvis skolebestyrelsens indstilling afviger fra ansættelsesudvalgets indstilling, må den ansættende leder vurdere, om der er behov for yderligere drøftelser i ansættelsesudvalget, inden lederens endelige beslutning om, hvem der skal tilbydes ansættelse.
Her er der mere hjælp
Lederweb er en portal for offentlig ledelse. Her finder man blandt andet Rekrutteringsguiden, som har værktøjer til hele processen fra jobanalyse, kompetenceprofil, spørgeguide, interviewguide og interviewrapport – værktøjer, man med stor fordel kan tage med i ansættelsesudvalget. Der er også flere nyttige artikler som for eksempel Sådan gennemfører du en god ansættelsessamtale.
Fem gode spørgsmål til en ansættelsessamtale:
- Hvordan vil du beskrive det optimale skole-hjem-samarbejde?
- Hvordan sikrer du elevinddragelse?
- Hvordan opfatter du samarbejdet med skolebestyrelsen?
- Kan du give et eksempel på, at du har hjulpet medarbejdere til at arbejde mere selvstændigt?
- Hvordan sikrer du et godt undervisnings- og arbejdsmiljø?
Gode råd til en ansættelsessamtale:
- Læs CV’et grundigt igennem og notér ned, hvad I gerne vil have uddybet.
- Forbered og strukturer samtalen, så I ved, hvilke spørgsmål I vil stille, og hvem der stiller dem.
- Det er en samtale – ikke en afhøring. I skal derfor behandle ansøgeren som en gæst, og ansøgeren skal informeres om, hvem hun skal møde, og hvad planen for samtalen.
Habilitet
Når ansættelsesproceduren går i gang, kan spørgsmålet om habilitet dukke op. Det drejer sig oftest om, hvorvidt et skolebestyrelsesmedlem kan være med i proceduren eller ej.
Kort sagt er man inhabil, hvis man ”opnår en personlig eller økonomisk gevinst”. Hvis en ægtefælle til et medlem af skolebestyrelsen (eller et medlem af ansættelsesudvalget) søger en stilling, vil det pågældende medlem være inhabil. Medlemmet har i så fald selv en forpligtelse til at gøre opmærksom på den mulige interessekonflikt. Men det er den samlede skolebestyrelse, der afgør, om medlemmet er habil eller inhabil.
Afskedigelse
Det er kommunalbestyrelsen, som (efter den kommunale styrelseslovgivning) har kompetencen til at afskedige skolens personale. Kompetencen er generelt delegeret til forvaltningen og skolelederne. Der er ikke krav om, at der skal indhentes udtalelse fra skolebestyrelsen i spørgsmål om afskedigelse. Men skolebestyrelsen kan ifølge folkeskolelovens § 44, stk. 10 afgive udtalelse og stille forslag til skolens leder og kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører skolebestyrelsens virksomhed.