Forældrerådgivningen får henvendelser som aldrig før

Forældrerådgivningen får henvendelser som aldrig før

Forældrerådgivningen har haft ualmindeligt travlt i 2022. Forældre ringer som aldrig før, og der sættes ny rekord i antallet af henvendelser med 2.501 i 2022 mod 1.757 i 2021. Og desværre ringer dobbelt så mange forgæves.

Visitation og specialundervisning, samarbejde og mistrivsel er som de foregående år de temaer, der fylder mest i samtalerne med forældrene. Men i Forældrerådgivningen oplever rådgiverne også, at sagerne er blevet tungere og langt mere komplekse, og at spørgsmålet om rettigheder fylder.

”Det er nogle bekymrende sager, vi lægger øre til. Børnene har det rigtig svært, og det gør forældrene desperate og magtesløse. Mange oplever at blive mast i samarbejdet med skolen og kommunen. Børnene står ofte udenfor fællesskabet, måske har de ikke et skoletilbud, og de venter i lang tid på, systemet finder ud af, hvad der skal ske. Og imens får de det bare værre, og nye udfordringer følger med. Det gør, at forældrene i højere grad efterspørger rettigheder,” siger leder af Forældrerådgivningen Rikke Alice Bille.

Lederen er glad for, at Forældrerådgivningen formår at hjælpe rigtig mange forældre og får guidet dem videre, men hun er samtidig ked af, at alt for mange ringer forgæves. I nogle tilfælde må de vente flere dage, før de kommer igennem og i gennemsnit ringer ca. hver 2. forælder forgæves hver dag.  

”Vores rådgivere gør virkelig et godt stykke arbejde, og de besvarer så mange opkald som overhovedet muligt. Men faktum er, at vi bare ikke kan følge med. For at kunne hjælpe flere forældre, så har vi brug for flere folk, der kan guide og også lette presset på skolernes personale. Derfor er der brug for en yderligere investering til rekruttering og drift.”

Brug for handling
Formand for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg, mener, at det er bekymrende, at det fortsat er de samme emner, som fylder som de foregående år, når forældrene ringer til Forældrerådgivningen.

”Sagerne viser et system, der er virkelig presset. Lange ventetider, manglende indsatser og meget forskellige tilbud i kommunerne. Noget, der tyder på, at flere søger fx mod udredning i privat regi. Politisk skal vi have fundet løsninger på en inklusionsdagsorden, der har fejlet, og stigende mistrivsel blandt vores børn og unge. Og forældre og elevers oplevelser skal fylde i det arbejde i langt højere grad. Det kan og vil vi kæmpe for i en trivselskommisson og i Sammen om skolen.”

Om Forældrerådgivningen
Forældrerådgivningen er en uvildig rådgivning, hvor forældre og andre, der oplever vanskeligheder i forhold til et barns skolegang, kan få anonym rådgivning via telefon, chat eller mail. Udgangspunktet for al rådgivning ved Forældrerådgivningen er at have fokus på forældrenes egne ressourcer og handlemuligheder i samarbejdet mellem skole og hjem. Forældrerådgivningen er forankret i landsorganisationen Skole og Forældre og er et tilbud til alle skolebørns forældre uanset skoleform.

Forældrerådgivningen har eksisteret siden 2006 og er finansieret af Undervisningsministeriet gennem finanslovsbevillinger i form af driftslignende tilskud.

Rådgiverne ved Forældrerådgivningen er frivillige, der ulønnet arbejder for at fremme skolebørns trivsel og læring. Alle rådgivere har gennem en årrække beskæftiget sig med børn, familier og samarbejdet mellem skole og hjem ofte som skoleleder eller ansat ved en kommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Ud over de frivilliges erhvervserfaring sikrer Forældrerådgivningen gennem kursusforløb, at alle rådgivere har de nødvendige kompetencer og ressourcer til at yde en kompetent og professionel rådgivning. Ved udgangen af 2022 var der 16 aktive rådgivere.

Læs Forældrerådgivningens årsrapport her.

Udgivet den

6. februar 2023

af

pe

Læs også

23.11.24
Skole og Forældre har fået ny formand
De delegerede på Skole og Forældres landsmøde har valgt næstformand Regitze Spenner Ishøy som ny formand. Den nye formand fik 101 stemmer mod 37 til...
11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...